‘Et år for evigt’: DR-dokumentar om tre unge på efterskole giver kun det halve billede
Da Danmark lukkede ned på grund af coronakrisen, betød det også, at elever på alle landets efterskoler blev sendt hjem. Et debatindlæg i Politiken i april fra en elev, der opfordrede politikerne til at prioritere efterskolerne i genåbningen, fordi de kun oplever opholdet én gang, satte gang i en debat om, hvad det egentlig var, eleverne mistede.
Den nye dokumentar på DR, ‘Et år for evigt’, der følger et år på Kastanievej Efterskole på Frederiksberg, kan give noget af svaret.
Filmen har fokus på de tre venner Isak, Oskar og Sylvester, der er ret forskellige, men alligevel har fundet et nært venskab. Med undtagelse af enkelte scener, hvor drengene ligger på en græsplæne og tydeligt taler til kameraet, er filmen ellers en fluen-på-væggen-dokumentar, der følger deres dagligdag gennem fjol, fest og dybe samtaler om livet.
I sin skildring af ungdommens mange spørgsmål om fremtiden, om deres venskab vil vare ved, hvilken type skole de skal søge ind på efterfølgende, og hvordan hele den menneskelige tilværelse generelt er indrettet, er filmen vedkommende og ærlig. Instruktør Pauline Merrildgaard har tydeligvis fået drengene til at kunne slappe af foran kameraet, og deres samtaler byder på adskillige guldkorn, der er lige dele underholdende, dybsindige og nogle gange går lukt i hjertet.
Som når Oskar får argumenteret sig frem til, hvorfor han gerne ville kunne leve uden mad og søvn, eller når Sylvester meget nøgternt siger, at han »fucking hader at være hjemme fra efterskolen«. Men de scener, der føles mest filterløse, er, når man ser den følsomme Isak kæmpe med sin egen frustration over kommunikationen med det modsatte køn, der konstant går skævt.
Når skildringen af ungdommens tvivl er så fin, er det dog en skam, at selve portrættet af efterskolen er så fragmenteret. Drengene snakker flere gange om, at det er rart at komme lidt væk fra deres forældre, men til gengæld er efterskolens lærere, de autoritetsfigurer som de nu skal forholde sig til, stort set fraværende. Det samme gælder undervisningen og eksaminer, der knapt nævnes med et ord undervejs.
Det lader til, at Merrildgaard ikke har fået tilladelse til at filme i disse situationer, og selvom hun stadig har fået en del ud af begrænsningerne, er det en skam, at en så stor del af drengenes hverdag er fraværende. Ses filmen uden den mindste forstand på efterskoler, kan den give indtrykket af, at det bare er et sted, man chiller hele dagen lang, indtil man sendes i seng.
Det kollektive sammenhold, der kan opstå på en sådan skole, får vi først et indblik i ved filmens slutning, da de alle grædende siger farvel. Med en spilletid på blot 55 minutter, kommer afskeden lidt pludseligt, for det føles ikke, som om et helt år er gået, og man er ikke kommet dybt nok ned i drengenes hverdag til at kunne deltage i deres sorg over at sige farvel.
Kort sagt:
Trods tre ærlige og interessante hovedpersoner giver dokumentaren ‘Et år for evigt’ kun et fragmenteret billede af, hvad et efterskoleophold er.