SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Aftenen før den danske Black Lives Matter-demonstration 7. juni, der samlede 15.000 mennesker i København, nagede tvivlen mig.
Hvad skulle veje tungest: Min dårlige samvittighed over at troppe op blandt en masse mennesker med risiko for at møde en såkaldt corona-superspreder? Eller min tiltagende trang til at støtte op om Black Lives Matter-bevægelsen i den afsindigt vigtige kamp mod racisme og politivold?
Et møde med Ava DuVernays rædselsdokumentar ‘Den 13. forfatningsændring’ (originaltitel: ’13th’) på Netflix fejede al tvivl af vejen.
Dokumentaren blev sat på i mit bofællesskab aftenen før demoen ud fra et ønske om at forstå bevæggrunden for bevægelsen bedre. Og mens filmen rullede over skærmen, spredte en dyster stemning sig i lokalet, som var det en gyser vi så. ’Fredag den 13.’ og ikke ’Den 13. forfatningsændring’.
Titlen henviser til den forfatningsændring, der satte en stopper for den amerikanske borgerkrig og slavetiden. På papiret i hvert fald. Som filmen med en svimlende række af stærke argumenter forklarer, er slaveriets systematiske racisme aldrig blevet udraderet fra amerikansk jord. Monsteret er ikke besejret, men har blot antaget nye navne og forklædninger.
Knapt ti år efter borgerkrigen iklæder den systematiske undertrykkelse sig navnet Jim Crow og tager skikkelse af lovgivning om raceadskillelse. Hvad der kun kan betegnes som overlagt racistisk lovgivning finder brændstof i kulturen. D.W. Griffiths berømte borgerkrigsfilm ’The Birth of a Nation’ er med til at banke mytologien om den sorte, hæmningsløse kriminelle ind i folkets bevidsthed med sine gruopvækkende billeder af en sort mand, der forgriber sig på en hvid, uskyldig kvinde – før hvidklædte klanmedlemmer kommer til undsætning.
Her kan man virkelig tale om begrebet ‘life imitating art’, forklarer en af filmens mange (fortrinsvist sorte) intellektuelle, der med velformuleret forurettethed står i effektfuld kontrast til de barbariske repræsentationer af sorte. Siden er myten blevet opretholdt af medier, i populærkultur og ikke mindst, som det antydes, i bevidst politisk kampagneførsel.
Sidstnævnte er det mest uhyggelige. Blandt dokumentarens mest hårdtslående argumenter lyder det, at undertrykkelsen ikke blot er systematisk, men udført med direkte politisk overlæg. På en skjult optagelse siger Nixons kampagnestrateg det sågar uden omsvøb: Når man ikke længere kan sige »nigger«, siger man i stedet »statsrettigheder« eller »skattebesparelse«. Ordene er nogle andre, men biproduktet af lovningen er det samme: So’rte bliver ramt hårdere end ikke-sorte.
Racisme under nyt navn
Især efter borgerrettighedsbevægelsen i 1960erne bliver det sværere at lave lovgivning, hvor sorte tydeligt tildeles en rolle som andenrangsborgere. Så man finder (både bevidst og ubevidst) på andre kreative finter for at holde ‘de kriminelle sorte’ nede.
I 1970’erne begynder præsident Nixon et korstog mod kriminalitet og indfører en ‘war on drugs’, som videreføres under Ronald Reagan.
Igen viser racismen sit grimme ansigt i lovgivningen, hvor der skelnes mellem crack og kokain. Crack er det foretrukne stof hos underklassens sorte, mens kokain er populært blandt den hvide overklasse. Indtagelse og besiddelse af det ene kan føre til livstid, mens brug af det andet typisk giver et lille rap over nallerne. Den såkaldte krigsførelse mod stofferne kan i virkeligheden, lyder argumentet, oversættes til krigsførelse mod sorte befolkningsgrupper.
Men det er vel kun strenge republikanske præsidenter, som kan finde på så uhyggelig og ulighedsskabende lovgivning?
Nej, påstår DuVernay. Så naive må vi ikke være. Under Bill Clinton i 1990’erne bliver tilstandene blot endnu værre. Den demokratiske præsident ikke blot overtager, men strammer republikanernes hårde kurs mod kriminalitet med flere fængsler og flere politimænd på gaden. Politimænd, der vel at mærke er vokset op med mediebilledet af den sorte mand som bestialsk forbryder og uværdig andenrangsborger.
Op igennem 1990’erne og 00’erne får den systematiske racisme således igen et nyt navn. Efter en 140-minutters svimlende kompliceret rejse fra borgerkrigen frem til i dag binder dokumentaren en krølle på sig selv med en deprimerende påstand: Massefængslinger og livstidsdomme i dag hensætter især sorte mænd i ufri forhold, ikke ulig dem de levede under indtil slaveriets ophør i 1865.
Og dem, der endnu ikke sidder fysisk bag tremmer? Ja, de lever dagligt med frygten for at støde på en af mange politimænd på gaden. Politimænd som Derek Chauvin, der den 25. maj 2020 tager livet af George Floyd.
Fryser blodet til is
Så langt ind i nutiden strækker filmen sig imidlertid ikke. ‘Den 13. forfatningsændring’ slutter i 2016, tre år efter stiftelsen af Black Lives Matter-bevægelsen og to år efter Ferguson-protesterne i kølvandet på Michael Brown. Historien gentager sig, og ikke meget ændrer sig i en historiefortælling så mørk som dens sagesløse ofre.
Og så alligevel. Hvis vi skal driste os til lidt håb, bør vi netop ty til den voksende Black Lives Matter-bevægelse. Med sociale medier er det i dag muligt hurtigt at samle mange flere, end det kunne lade sig gøre under borgerrettighedsprotesterne. Og, måske, hvis vi er mange, sorte som hvide, der støtter op og i flok råber højt nok, er det muligt at få brudt historiens og undertrykkelsens lænker?
Således opildnede besluttede jeg og flere fra mit bofællesskab at trodse pandemien for at støtte op om demonstrationen dagen efter. Også selv om det kostede et corona-tjek i hvide telte ved Rigshospitalet og et par formanende ord fra Søren Pind og andre politiske kræfter, der enten ikke har forstået eller har interesse i at erkende situationens alvor.
Under marchen gennem Københavns gader stødte vi flere gange på skilt med påskriften ‘ACAB’ – All police are bastards’. Som om politiet alene er de egentlige bøhmænd og en afvæbning af politistyrker den eneste reelle løsning.
Men Ava DuVernays’ film fortæller så overbevisende, at det er langt mere kompliceret, og at fjendebilledet er milevidt mere skræmmende. Bag pistolslyngende politimænd og enkeltstående tragedier gemmer sig et strukturelt monster af et system, bygget på flere generationers politiske og økonomiske interesser.
Et system, der æder sine ofrer og skifter både navn og form, så snart man kommer på færden af det.
Hvis det ikke kan få dit blod til at fryse til is, så ved jeg fandme ikke, hvad kan.
’Den 13. forfatningsændring’ kan ses på Netflix.