Over 20 år efter premieren står ‘The Sopranos’ stadig som en af tv-guldalderens vigtigste milepæle.
Serien er særligt anerkendt for sin nådesløse dekonstruktion af gangstermyten, der introducerede grafisk vold til primetime-tv. Men HBO var ikke altid glad for den hårdkogte skildring af gangsterlivet.
Det fortæller de to ‘Sopranos’-skuespillere Michael Imperioli og Steve Schirripa i et interview med The Daily Beast.
De mindes især Tony Sopranos’ ikoniske mord i afsnittet ‘College’, hvor gangsterbossen tager på roadtrip til Maine med sin datter for at se på colleges og undervejs spotter en stikker, som han dræber i koldt blod, mens datteren venter i bilen.
»HBO ville ikke have ham til at dræbe stikkeren, da han tog sin datter med til college. De sagde: ‘Det kommer aldrig til at ske. En hovedkarakter har aldrig begået et mord på skærmen før. Vi kommer til at miste publikummet’«.
Den holdning havde showrunner og hovedforfatter David Chase dog ikke meget tilovers for: »David Chase sagde: ‘Nej, hvis han ikke dræber fyren, mister vi publikum, for det er sådan karakteren er«.
Og i sidste ende havde Chase naturligvis ret: Afsnittet formåede at sætte trumf på Tony Sopranos grundlæggende splittelse mellem hårdhændet gangster og skrøbelig familiefar med freudianske problemer. Ikonisk på alle måder.