»Sometimes we laugh and sometimes we cry, but I guess you know now, baby«. Således lyder det fra Drake på den dugfriske single ‘Laugh Now Cry Later’, hvorpå han har slået sig sammen med Lil Durk.
’Laugh Now Cry Later’ kommer ifølge Drake selv (via Instagram) til at figurere på hans næstkommende album, der får titlen ’Certified Lover Boy’. En specifik udgivelsesdato er endnu ikke annonceret.
I sidste måned afslørede Drake-produceren OVO Noel, at albummet var 90% færdigt, men at vi måtte vente lidt med de sidste 10%. Dog har Drake nu for en lille time siden postet en basketball-billedserie på Instagram med teksten ‘CLB’ (‘Certified Lover Boy’, må man formode), der munder ud i et et copyrighttegn efterfulgt af »2020 OVO«, hvorfor vi nok godt kan regne med en 2020-release.
’Laugh Now Cry Later’ er fulgt af en video, der lige nu ligger på Youtube, hvorfra vi forhåbentlig snart kan se den – eller satse på, den snart rammer en anden videoplatform. At dømme ud fra de screenshots, der florerer online allerede, de celebre cameos, videoen rummer (Kevin Durant, Marshawn Lynch, Odell Beckham Jr. med flere), og det faktum, at den er instrueret af Dave Meyers, der står bag videoer som Travis Scotts ’Highest in the Room’, Billie Eilishs ’Bad Guy’ og flere af Kendricks bedste videoer (heriblandt ’Humble’), kan vi vist roligt se frem til den.