Gravenhurst

Gravenhurst fra Bristol kunne være ledsageren fra drømmeland. De står op og laver kaffe om morgenen, kigger dig længe i øjnene og sørger for, du kommer tidligt i seng. De er tryghedsnarkomaner, der tilstræber det perfekte. Produktionen er dejligt sløv og luftig, og når Nick Talbot synger, lyder det som blid regn, der falder mod ruden. Læg dertil en forrygende fingerspillet guitar og nænsom rytmisk bund, der gør kompositionerne så lækre, at man fristes til at bestille bryllupskagen.

Med deres fjerde udgivelse er de elektroniske elementer forsvundet helt, selvom det føles, som det altid har været en lidt forceret kobling, som nok mest er opstået ved, at de udgives på Warp. Så er det lettere at høre influenserne fra folk, især i førnævnte guitarspil, som står i gæld til både Richard Thompson og Bert Jansch. ‘Hollow Men’ er et udsædvanligt fartfyldt skoleeksempel på shoegaze, der illustrerer vidden i deres musik, men som er så indstuderet, at det nok kun er de mest nostalgiske, der kan forføres.

Det vilde sus udebliver dog, fordi pladen for ofte svæver ud i flotte, men anonyme sange. ‘Trust’ er med sin rallende guitarfigurer og opgivende klagesang en markant undtagelse, som ville være The Cure værdig, eller den rørende mavepumper ‘Hourglass’, som pludselig forvandles til et tårevædet afsked.