Ash

Det er ikke mange uger siden, Ash annoncerede, at nærværende album ville blive deres sidste. »For fremtiden vil vi kun udsende singler«, lød statementet i en pressemeddelelse, og dermed kan man sagtens argumentere for, at den nordirske rock-trio foregriber udviklingen i pladebranchen, hvor visionære hoveder vil vide, at albumformatet synger på sidste vers, mens singlen er på vej ind igen.

Den udvikling har Ash luret, men så meget desto mere komisk er det at lægge ører til bandets femte langspiller. Den disker nemlig op med en komplet forældet grunge-pop, som ganske vist vækker minder om Weezers legendariske ‘Blue Album’ og Ash selv tilbage i midt90’erne, da fine rockperler som ‘Goldfinger’ og ‘Girl from Mars’ huserede – bare langt fra uden lige så uforglemmelige sange!

Albummet er ret beset lyden af et band, der bakser med at forny sig i forhold til gennembrudsopskriften for ti år siden. Enkeltheden i sangene og den teenageadrætte energi er ganske vist den samme som dengang, hvilket bestemt ikke gør spor! Men melodierne halter slemt. For nu at falde til klichéerne, savner man den nok så berømte nerve og vitaliteten, som gør det meningsfyldt at høre netop denne plade i stedet de gode gamle Ash-skiver.

Dermed dog ikke sagt, at forsanger og guitarist Tim Wheeler ikke stadig kan skrive iørefaldende numre, som nu eksempelvis den elegant svungne indierocker ‘You Can’t Have It All’, der fortjener et par plusser i karakterbogen. Ash vil formentlig bare godt kunne undværes for fremtiden – i hvert fald over et helt album.