Oscar-vinderen og veganerbannerføreren Joaquin Phoenix har fået en søn sammen med sin forlovede, skuespiller Rooney Mara. Og parret har valgt det mest kærlige navn, man kunne tænke sig i Phoenix-familien:
River.
Den lille ny er således opkaldt efter Joaquins storebror River Phoenix (‘Stand by Me’, ‘My Own Private Idaho’), der som bekendt døde alt for ung i 1993, som 23-årig, af en overdosis på fortorvet foran Johnny Depps Hollywood-natklub Viper Room.
Joaquin og søsteren Rain var begge stede på den skæbnesvange nat, og det var førstnævnte, der desperat ringede til alarmcentralen, mens Rain forgæves forsøgte at give mund-til-mund.
Joaquin har i interviews fortalt, hvordan tragedien satte sig dybe spor i ham og resten af familien, så der er selvsagt noget enormt smukt i, at Rivers minde nu lever videre i den yngste Phoenix-generation.
Herfra skal der lyde et stort tillykke til Joaquin, Rooney og River.