Lukas Graham tog ikke bare Danmark, men verden med storm, da han brød igennem internationalt med storhittet ’7 Years’. Singlen fik over en milliard streaminger på Spotify, og det samme gjorde musikvideoen, som blev lavet af instruktør René Sascha Johannsen.
Selvsamme Johannsen er nu klar med dokumentarfilmen ’7 Years of Lukas Graham’.
Dokumentaren følger Lukas Forchhammer, da han fra den ene dag til den anden bliver en international verdensstjerne. Filmen sætter fokus på dét at gå målrettet efter at opnå sine drømme, men succesen og berømmelsen har som bekendt også en bagside, hvilket vi med filmen får lov til at opleve helt tæt på.
»Mit ønske er, at publikum skal opleve hans op- og nedture med ham – føle suset med ham, når det er på sit højeste, men også græde med ham, når han bliver ramt i mellemgulvet. Og derigennem forstå og tilgive ham, når han til tider nærmer sig afgrunden, og det tipper over for ham«, fortæller Johannsen.
Filmholdet var med hele vejen gennem den store rutsjebanetur – lige fra backstage på Wembly Stadion, til tourbussen og under de intime sangskrivnings-sessions. Dette er resulteret i en lang række optagelser, som går tættere på Lukas, end hvad han egentlig selv har haft lyst til. Hvilket i følge Johannsen er blevet en fortælling om det at gå fra dreng til far.
»Undervejs i processen med at lave filmen er Lukas også blevet voksen. Han besidder nu en modenhed, som var fraværende, da jeg gik i gang med at følge ham. På den måde er filmen også en coming of age-fortælling, hvor vi er helt tæt på i Lukas’ udvikling fra dreng til far. Hvor han tidligere og i starten af filmen undertrykker og ignorerer sine personlige problemer og mørke sider, er han undervejs blevet bedre til at konfrontere dem og arbejde med dem.«
‘7 Years of Lukas Graham’ får premiere i biograferne 5. november.