Indrøm det bare: På ét eller andet tidspunkt har du stalket én eller anden på internettet. Luret Instagram-billeder, tjekket fælles Facebok-venner.
Det vil du ikke? Fordi du synes, det er pinligt at indrømme? Selv om alle gør det? Spændende.
Dét skæve modsætningsforhold har dansk-kinesiske Helena Gao skrevet en sang om, og hendes debutsingle ‘Cybergirl’ handler specifikt om internet-stalking.
»Sangen er skrevet i en periode sidste år, hvor jeg var fascineret af at skrive om de ting, jeg synes var for pinlige at snakke om. Det var blandt andet internet-stalking. Jeg synes, det er skørt, at det på den ene side er så normalt og tilgængeligt og på den side er en smule tabuiseret. For eksempel ville man synes, at det var ret pinligt, hvis man kom til at like et crushs billede fra 2012, men hvor mange af os har ikke lige scrollet lidt for meget på en anden persons Instagram-profil?«, fortæller Gao til Soundvenue.
Lyden spiller også på modsætningsforhold. På den ene side er ‘Cybergirl’ en intim singer/songwriter-ballade med akustisk guitar som det bærende element, men undervejs byder debutsinglen på en række fængslende elektroniske detaljer, som udvider universet.
‘Cybergirl’ er forløber for debut-ep’en ‘Extended Adolescence’, der udkommer 20. november.
»Extended Adolescence er et begreb, der er opstået for nyligt. Overgangen fra barn til voksen er trukket ud, og vor tids ungdom føler forvirringen et stykke op i 20’erne. EP’en er en samling af mine egne forvirringsmomenter i en tid, hvor jeg havde håbet på at have det meste under kontrol og afvænnet mig dårlige vaner, men gang på gang finder ud af, at jeg stadig har meget at lære«, fortæller Helena Gao, som er vokset op med en mor fra Kina og en far fra Viborg. Til daglig har hun sin gang på Det Rytmiske Musikkonservatorium.
Sangene fra ep’en kan desuden høres live, når Helena Gao agerer support til Dophas kommende tre koncerter.
Dopha + Helana Gao:
29/10 – Atlas, Aarhus
5/11 – Copenhagen Distillery, København
7/11 – Dexter, Odense