’Erna i krig’: Forfriskende krigsfilm med Trine Dyrholm forklædt som mand
Dansk filmhistorie bugner af film om Anden Verdenskrig, mens der er meget få om Første Verdenskrig. Der findes et hav af film om mænd i krig, men meget få om kvinders oplevelser. Og hvornår har vi sidst set en film, DR’s dokudrama ‘Grænseland’ undtaget, om det danske mindretal i Tyskland?
På alle de tre parametre – plus en leg med kønsidentitet og fokus på moderskab – er Henrik Ruben Genz’ filmatisering af Erling Jepsens roman ‘Erna i krig’ forfriskende: Et krigsdrama om en sønderjysk mor, der udgiver sig for at være mand og går i krig for Tyskland for at beskytte sin enfoldige søn.
Trine Dyrholm spiller Erna Jensen, som i 1918 lever et stille og beskedent liv med sønnen Kalle (det glimrende talent Sylvester Byder) i den lille sønderjyske by Bramstrup, hvor hun drømmer om at åbne en smørrebrødsrestaurant. Deres liv bliver vendt op og ned, da Kalle bliver indkaldt til krigstjeneste for Tyskland, som Sønderjylland på det tidspunkt officielt er del af. Kalle er mentalt handicappet, og Erna er overbevist om, at han ikke vil kunne klare at gå i krig – selvom han selv er frisk på ideen. Da det hverken lykkes at overbevise den lokale landbetjent Meier (Ulrich Thomsen) eller kommandanten i Flensborg om, at Kalle skal fritages fra tjeneste, beslutter hun at følge med. På kasernen redder hun en desertør, bytter tøj med ham og melder sig tilbage til tjeneste som menig Julius Rasmussen.
Da hun kommer i en dansk deling med blandt andet Julius’ onkel, Anton Seiersen (Anders W. Berthelsen), må hun gå til bekendelse. Soldaterne lover at holde kæft. Og Meier, der bliver deres delingsleder, indvilliger i at holde hånden over Kalle til gengæld for, at Erna gifter sig med ham, når de kommer hjem.
‘Erna i krig’ handler først og fremmest om moderkærlighed. Løvemoren Erna vil gå gennem ild og vand for Kalle og får uanede kræfter bare ved tanken om, at der skal ske ham noget. Hun er en omsorgsfuld, men overdreven curlingmor, hvis beskyttertrang bunder i dårlig samvittighed over at have været skyld i Kalles handicap. Forholdet mellem Erna og Kalle er ømt og rørende, ikke mindst når filmen kommer til at handle om Ernas udvikling mod at turde give slip på sit barn og lytte til sine egne behov – et dejligt udsædvanligt tema i en krigsfilm.
Filmen illustrerer også, hvor faretruende det kan være for en kvinde at træde ind i en mandeverden, der i dette tilfælde består af hudsultne mænd. De fleste af hendes soldaterkammerater er dog respektfulde, og de unge fyre refererer sødt til hende som »mutter«. I det hele taget synes jeg, at filmen misser præmissens potentiale til både at diskutere sexchikane og kønsidentitet. Ernas performance som mand fylder ret lidt i fortællingen, der hurtigt bliver en overraskende traditionel krigsfilm fra skyttegraven. Produktionsmæssigt flot, men også som alle andre i genren. Jeg savner noget radikalitet. Ligeledes går der til min smag lovlig meget patos og nationalisme i temaet om den danske undertrykte nationalidentitet.
Trine Dyrholm er som altid god, indædt og autoritær, men også sårbar og blød bag krigsmasken. En af Dyrholms forcer er både at kunne læne sig ind i feminine og maskuline energier, og hun har fungeret glimrende i maskuline karakterer som Gro i ‘Arvingerne’ og den krænkende instruktør i ‘Daisy Diamond’. Men her er hun altså meget lidt overbevisende som mand, og jeg har svært ved at købe, at alle de dumme tyske soldater ikke kan se forskel.
Det går ud over historiens troværdighed, når der er tale om et drama og ikke en crossdressing-forvekslingskomedie à la ‘Some Like It Hot’ eller ‘Charles tante’.
Kort sagt:
‘Erna i krig’ er i udgangspunktet en usædvanlig krigsfilm om en curlingmor, der går i krig for at beskytte sin søn, men misser muligheden for virkelig at lave rav i genren.