Er Major Lazer virkelig stadig relevante i 2020?
Major Lazer har gjort karriere på at låne (nogle ville sige udnytte) danse- og klubmusik fra hele verden og kaste den gennem en bombastisk, amerikaniseret EDM-prisme. Diplo og co. har generelt haft stor succes med denne her formular, der har taget især sydamerikanske, jamaicanske og afrikanske lyde, inspirationer og kunstnere, blandet det hele i den musikalske røremaskine og klasket den ofte lidt umiskendelige masse op på de store festivalscener.
Gruppen havde deres popperiode med de to Mø-samarbejder ‘Lean On’ og ‘Cold Water’, men de er og bliver et klubnavn, og det er også den gamle formular, de vender tilbage til på ‘Music Is the Weapon’; efterfølgeren til 2015’s ’Peace Is the Mission’.
Men der er sket meget i verden de seneste fem år, og der er noget ved Major Lazers skamløse miskmask, som ikke længere er helt fint i kanten.
Den transaktion, som Major Lazer bygger på – at mindre kunstnere fra lokale scener rundt omkring i verden kan lave et samarbejde med dem og dermed opnå popularitet eller buzz, mod at Major Lazer plejer deres image som verdensklubmusikkens store fortalere – føles uddateret.
For i vores globaliserede poplandskab behøver vi ikke længere Major Lazer som mellemmænd for at høre og opleve den musik. Der er som sådan ikke noget galt med at ville fremvise eller promovere musik fra mere ukendte dele af verden, men måden det bliver gjort på virker tvivlsom. Det ender med at føles som en lidt ensidig affære, og som om det mest handler om, at Major Lazer skal have nogle spændende nye numre, de kan droppe i deres næste Coachella-sæt (men hvornår bliver det lige?!).
Det hjælper så absolut heller ikke, at albummet er en regulær rodebutik af lyde og stemninger, der bliver presset ned i en velkendt og uopfindsom reggaeton/dancehall-inspireret dåse-EDM-lyd.
Der er både generisk Spotify-core på numre som ‘Hell and High Water’ med Alessia Cara og ‘Trigger’ med Khalid, EDM-baskere som ‘Bam Bam’ med French Montana og indisk-inspirerede indslag som ‘Jadi Buti’ med Nucleya og Rashmeet Kaur.
Der er fine optrædener i mellem, men det er for mange forskellige gæster fra for mange forskellige steder, der vil for meget forskelligt, og det helt ublu sammensurium af så mange kulturer og navne kan næsten føles lidt ufølsomt.
Det gøres ikke bedre af, at Major Lazers lyd er så bastant og tung med hårde baslinjer, dunkende trommer og skingre synth-leads, at man, selv om det sikkert er glimrende festmusik, også ofte ender med at hive efter vejret og trænge til en pause.
Det går bedst, når gæsterne får lov at lave musik, der føles som om den passer til dem. Som det sker på den kaotiske ‘Rave De Favela’ med MC Lan, Anitta og BEAM og ‘Que Calor’ med de karismatiske latinpopstjerner J Balvin og El Elfa, der som altid stjæler showet. Dog ville man stadig få mere ud af at opsøge de kunstnere i deres eget univers fremfor at opleve dem gennem Major Lazer.
Et par gode øjeblikke kan altså ikke veje op for det generelle rod på ‘Music Is the Weapon’, og koblet sammen med deres efterhånden lidt tvivlsomme koncept er det altså svært at komme helt i stødet over Major Lazer i 2020.
Kort sagt:
‘Music Is the Weapon’ er en rodebutik af lyde, stemninger og gæster, der bliver presset ned i Major Lazers velkendte og efterhånden uopfindsomme EDM-lyd.