Amandine

Trods det velsignede internet er det hårdt arbejde at få sin musik hørt ude i verden. Titlen på svenske Amandines andet album er angiveligt et vink til nordsvenske forfattere som Sara Lidmans og Torgny Lingrens skildringer af knoklende mennesker i små samfund. Men mon ikke den ‘hippness’-faktor folk som musikgenre har i dag kan give lidt vind i sejlene. Man kan næsten ikke besøge en café længere, uden at der spilles en Vetiver-plade eller lignende, så man kan skylle latten ned til banjo, hurtigere end man kan nå at sige »Sixteen Horsepower«.

Amandine udspringer fra en hel scene af krøllet americana, der paradoksalt har sæde i det nordlige Sverige og tæller kunstnere som Isolation Years og Kristoffer Åström. Vi snakker mænd med meget på hjerte, usund skægvækst og tykke bundter af plader med Neil Young i reolen.

Mængden af instrumenter er imponerende med glockenspiel, klaver, violin, mundharmonika og ahem…banjo, der skaber en vemodig tone – et nordisk islæt, der lyder hærdet af livet, men samtidigt hyggelig blød og varm. Selv om stemningen ofte er døsig, er der tydeligvis lagt meget arbejde i albummet, der dog stedvist bliver en anelse anstrengt og lidt leg og ballade savnes.