Den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden har officielt fået opbakning fra Eminem.
»Én mulighed … #Stem«, lyder det i et tweet fra Detroit-rapperen, der selvsagt opfordrer til at stemme.
Opfordringen linker samtidig til en 45 sekunder lang kampagnevideo for Joe Biden, hvis lydspor er intet mindre end Eminems klassiske ‘Lose Yourself’ fra 2002.
Mens sort-hvide klip af det amerikanske folk kører skiftevis ind over hinanden, lyder Eminems stemme og nummerets indledende linjer: »Look, if you had one shot / or one opportunity / to seize everything you ever wanted / in one moment/ would you capture it / or just let it slip?«
Herefter bliver svaret bragende leveret af et af de mest ikoniske omkvæd i hiphophistorien. Et sidste rap-rygstød til Biden, inden det går løs med valget.