John Oliver hylder Joe Biden-sejr: »Trumps nederlag var som en omvendt 9/11«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I lørdags kulminerede det amerikanske præsidentvalg, da Joe Biden blev udråbt som USA’s næste præsident.

Og mens Trump endnu ikke har anerkendt valgresultatet, blev der i weekenden lagt op til folkefest hos de amerikanere, der havde stemt på Joe Biden.

En folkefest, der i den grad også kunne mærkes i gårsdagens afsnit af ’Last Week Tonight med John Oliver’, hvor komikeren brugte størstedelen af programmet på at hylde Joe Biden og Kamala Harris’ sejr.

»Ved du hvad? Den person, der skriger ’fuck Donald Trump’ på scooteren, opsummerer faktisk ret meget, hvordan mange mennesker har det lige nu«, siger en tydeligvis glad og lettet John Oliver efter at have vist et klip fra en af de mange gadefester med glade Biden-tilhængere.

»Og jeg må sige dig. Det var sådan hele dagen her i New York. Der var en stemning her, der kun kan beskrives som en omvendt 9/11. Hvorfor? Fordi det kombinerede en komplet eufori, en vedvarende afsky for Rudy Giuliani, og denne gang dansede folk faktisk på hustagene i New Jersey. Det var en rigtig god dag – glemmer det aldrig!«.

John Oliver benyttede derudover showet til at tage tykt pis på Donald Trump og hans vælgeres reaktion, hvor han dog understregede, at sejren formentlig ikke er slutningen på det kaos, som har været kendetegnet for USA i den seneste tid.

»Her er den virkelig vigtige ting. Efter en meget lang uge med stemmeoptælling, misinformation, desperate og ynkelige forsøg på at fremstille processen som svindel, er det faktum, at Trump tabte dette valg. Han tabte. Alt det, som vi har været vant til at lægge øre til, fungerede ikke denne gang«, sagde John Oliver og fortsatte:

»Og det er ikke sådan, at Trump og hans familie stopper her. De vil fortsætte med at stille sig frem og lyve, som de altid har gjort. Men når han først er ude af Det Hvide Hus, har det bare ikke den samme effekt længere. Det vil ikke direkte påvirke amerikanernes liv, og det alene er virkelig fantastisk«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af