Vor helte kravler ud fra murbrokkerne efter en neglebidende kamp for universets overlevelse, solen bryder frem, og en sejrstale spiller på tungen. Karaktererne, vi har grinet og gyset med i adskillige klokketimer, ser hinanden i øjnene, mens det Oscar-vindende Hans Zimmer-score svulmer mod et tårevædet crescendo:
»Venner, vi gjorde det. Det krævede ofre, det krævede blod, men vi van… PROGRAMMET BLEV PRÆSENTERET I SAMARBEJDE MED SPANGSBERG! DU MÅ GODT!«
Adrenalinen har dårligt forladt kroppen, før TV 2 som en anden situationsforladt tjener på en fortravlet Tivoli-beværtning smækker Dankort-automaten i bordet med et brag, inden du har slugt desserten. »Thankyounext og har du i øvrigt prøvet pomfritterne på vores søsterrestaurant inde ved siden af?«.
De svundne dage, hvor film på flow-tv fik lov til at bundfælde sig akkompagneret af et stemningsmættet soundtrack, er for længst blevet erstattet af stadigt mere grotesk utålmodige overgangsklip designet til i stedet at pirre sulten i et uendeligt, jævnt utilfredsstillende loop.
Kultiveret af doven ringeagt for enhver form for dybere indlevelse, såvel som en klippefast markedsføringstro på, at det, vi seere craver allermest efter at have dedikeret anseelig tid og følelsesmæssigt engagement til en historie, er øjeblikkelig, larmende distraktion fra selvsamme, så vi hurtigst muligt kan få oplevelsen ud af systemet med en ny oplevelse. Eller en ilde timet sponsorjingle som substitut for den længe ventede finaleforløsning.
Tag en tudekiks og husk at købe flere flødeboller.
Hvor flow-tjenesterne ikke giver fem flade af ovenstående for at uddele klippekulturchok så millisekund-timede til maksimal provokation, at det lige ved og næsten afkræver en vis perfid respekt, så forsøger streamingtjenesterne selvfølgelig at matche vores film- og serieinteresser med et lignende knaldtilbud, før rulleteksternes frikvarter måske, gud forbyde det, får os til at glemme vores egentlige formål med tilværelsen anno 2020:
At konsumere så meget indhold som muligt – hvilket som helst indhold – så hurtigt som muligt, så vores dopaminhungrende reptilhjerner aldrig når at spekulere nærmere over, hvordan Netflix-algoritmerne køligt imiterer Pennywise i kloakken. Du var egentlig på vej ud for at få noget frisk luft, da en rød ballon popper op fra streaming-dybet og lokker med alskens spas og løjer, hvis du bare liiige rækker hånden ud… Haps!
»We all float down here!«
Mange er givetvis totalt ligeglade med rulletekster og ja, på Netflix og diverse man kan jo »bare« vælge den funktion, der viser dem til ende. Men det kræver immervæk et klik for at forstørre det lille vindue, som teksterne automatisk bliver degraderet til oppe i venstre hjørne, mens Netflix fylder skærmen ud med en ny »genrebeslægtet« titel (really, Netflix, ‘Holidate’ som opfølger til ‘The Trial of the Chicago 7’?!) og uret bogstaveligt tæller ned til, at hele siden skifter. Bare ærgerligt, hvis fjernbetjeningen er forsvundet bag sofapuderne.
Et klik bliver her en aktiv handling for at forhindre noget uønsket, hvorfor indlevelsesboblen til dels allerede har slået sprækker, når man vender tilbage til rulleteksternes zen for at overveje det samlede indtryk, lytte til musikken, falde i staver over, hvor mange ildsjæle der har arbejdet på produktionen (hvad er det nu, en gaffer laver?) og måske spejde efter et par hemmelige end credit scenes.
Tidligere i år gjorde Netflix det endelig muligt at slå autoplay på serier fra (’Administrer profiler’ -> ’Indstillinger for automatisk afspilning’), men filmenes rulletekster skal man stadig selv redde fra gang til gang.
Og sammen med flow-tv’s klamphuggerklipning er Netflix og co.’s allergi over for alting semi-passivt i værste fald med til at udvande værkernes emotionelle slagkraft, når de uceremonielt reduceres til metervarer i evig rotation. Hey, der kommer jo altid en sporvogn og en spillefilm 500+ mennesker knoklede røven ud af bukserne i over et år for at bringe til skærmen og glæde dig flødebolle til.
Måske er du aldeles græsk-katolsk i sagen og fred være med det. Underholdningsindustrien er alligevel på dit hold. Men hvis ikke, er du hermed forsikret om, at dine frustrationer vækker genklang: Hans Zimmer og jeg skummer med dig på afstand.
Vive la rulletekst-révolution.