Troels Gustavsen

Kære radiostationer riget rundt. Jeg skriver til Jer med et ønske om generel overholdelse af orden og retfærdighed. Som I sikkert allerede ved, men jeg tillader mig selv yderligere at understrege det, så er den kun 18-årige Troels Gustavsens debutalbum et fortræffeligt, veltilrettelagt produkt, I burde have let ved jævnligt at inkorporere i æteren.

‘Kompetent’ og ‘funktionel’ vil nemlig være rette ord at bruge om pladen, som har lidt for enhver lytter, fordi Gustavsen kan være ligeså hyggelig som Jack Johnson (på den fløjtende ‘Dreamer’), svulstigt dramatisk som nyere Coldplay (‘Times {Blue Signs}’) og lavmælt tungsindig på samme blide måde som Teitur (på et flertal af sangene).

Jeps, det her er nydeligt, komplet ufarligt, og passer perfekt i baggrunden, når veninderne lidt øre af rødvin forbereder sig på at trille af sted på byturen, eller som soundtracket mellem reklamemandens to vigtige møder, hvor han bare kan tænke på hende.

Så pyt med at teksterne er ulideligt transparente, og at dette i det hele taget er en anelse for fersk, fordi der er oprigtigt sagt nok kun tale om hvalpesyge på en ellers forholdsvis imponerende debut. Mavesure anmeldere og deslige kan jo trøste sig med, at Velvet Underground i ‘Rock & Roll’ sang om kun femårige Jenny, som syntes alt på radioen stank, indtil hun en morgen fandt den der New York-station, som forandrede livet. Nogle ting er som de altid har været.