Hafdis Huld

Efter at have forladt det islandske trip-hop-kollektiv Gus Gus går sangerinden Hafdis Huld nu sine egne veje. Det gør hun ved at lægge det elektroniske til side og i stedet bevæge sig mellem hviskende, sødmefyldte og skrøbelige pop-sange med sin blide, forførende og kælne stemme. De enkle folk-inspirerede pop-melodier præsenteres med et diskret og nøgternt akkompagnement af banjo, guitar eller knirkende keyboardtrommer.

I teksterne opstår et naivt univers af finurlige forelskelser og fantasifulde detaljer. For eksempel handler en sang om en ‘ski jumper’, både forstået som en skihopper og en -sweater, og en anden om, at is er dejligt, men det er uhyrer ikke. Det kan til tider virke en anelse fortænkt, selvom Hulds bløde stemme afdæmpet vugger ordene ud. Alligevel varmer og beroliger tonerne netop som en god, tyk striktrøje på en frostkold vinterdag.

I det hele taget er stemningen afdæmpet, sart og let sorgløs, samtidig med at en skælmsk humor heldigvis pirker og prikker til det stillads, som er bygget op til at være mere magisk og mystisk, end det reelt fremstår.
Hafdis Huld er et roligt, behageligt og rart bekendtskab, men så heller ikke mere end det. Under den fredelige overflade lurer ensformigheden, og man savner lidt riv og rusk.