Så er der endelig nyt fra Cardi B! Men nej, det er desværre ikke musik – ‘WAP’ er stadig hendes eneste single i eget navn i 2020. Men der er i den grad tale om en anden form for underholdning.
Rapstjernen har nemlig lanceret den nye serie ‘Cardi Tries’, hvor hun i hvert afsnit skal prøve kræfter med en ny aktivitet.
I premiereafsnittet kaster Cardi sig over ballet, hvor den legendariske danser og koreograf Debbie Allen forsøger at lære hende en plié og grand jeté – hvilket jo faktisk er lige så nemt, som det ser ud.
»Har du prøvet at danse ballet før?«, spørger Allen, hvorefter Cardi helt afslappet svarer: »Jeg har været stripper«.
Og hvis man blot lytter til rapperens tekster – og følger med på hendes sociale medier – er det umuligt at komme uden om, at det tit foregår absolut uden filter. Og således agerer Cardi også i ‘Cardi Tries Ballet’.
Traileren afslører, at Cardi fremadrettet ikke kun skal finpudse dansetrinene. Hun skal også en tur i børnehave, lære at kokkerere sushi, lave bilstunts, spille basketball, lave parykker og meget mere.
Seriens afsnit kan ses løbende på Facebook Watch.