TTC

Min indre franske ordbog fylder ikke mange hjerne-megabites. Jeg forstår ikke sproget, men har altid været fascineret af franskmændenes fine fornemmelse for at bruge de fløjlsbløde gloser og er ofte blevet forført af de hårfine nuancer og følelser, som mange franske musikere har skabt gennem årene.

Derfor bliver man, hvis man har det på samme måde, sat på lidt af en prøve i TTC’s syntetiske lydunivers, hvor digitaliserede beats og bombastisk rap nærmest angriber ens forståelse af et helt folkefærd. Det er måske ikke helt fair at anskue gruppens tredje album på den måde, når sekstetten gradvis har stræbt efter at realisere et potent miks af glødende hiphop, højenergisk ghettotech og eklektisk eurodance. Sagen er bare den, at ‘3615’ som helhed er for løst skruet sammen, og at den aldrig rigtig bliver nærværende. Rappen bliver alt for ofte forceret henover de tankeløse tromme(maskine)spor og strukturerede synthflader, som alligevel ender i en slags skizofren tomgang.

Det forekommer alt sammen en kende for bevidst, og selv om man ikke kan beskylde TTC for at tænke konventionelt, så er ‘Antenne 2’ med sit klassiske franske popsnit det mest tiltrækkende. Resten falder over i den flade ende. Men det er måske bare min franske fornemmelse, som den er galt med.