En af overraskelserne på Brancos stærke ‘Baba Business 2’-album, der landede nytårsdag, var, at tidligere samarbejdspartnere som Gilli og Benny Jamz var helt fraværende på udgivelsen. I stedet for Molo-makkerne var der til gengæld gæsteoptrædener af et par nyere artister, som Branco har signet på sit pladeselskab, BMB.
Nu er den første musikvideo siden udgivelsen af ‘Baba Business 2’ landet, og der er faktisk tale om sangen ‘Showtime’, hvor hele tre artister fra BMB får lov til at dele spotlyset med Branco. Han tager nemlig kun første vers og omkvædet, og ellers får sangeren Amina samt rapduoen Trey & Zay lov til at overtage tracket.
Førstnævne udnævner således sig selv til »first lady« af BMB, mens sidstnævnte skifter den hurtige afro trap-rapstil, de tidligere har dyrket på sange som solohittet ‘Daramy’, ud med nogle mere kontante flows, der faktisk minder en del om Benny Jamz.
I videoen er det også de nye artister, der får lov til at skinne. Mens Branco således må nøjes med at rappe i et ret minimalistisk studie-setup, optræder Amina og Trey & Zay på toppen af en skyskraber iklædt sorte BMB-hoodies.