John Legend

John Legend gav soulmusikken et tiltrængt løft med sin snart to år gamle debut ‘Get Lifted’. Her var der besnærende neo-soul, under kyndig ledelse af Kanye Wests sprøde og stramme rytmebund, som den havde været savnet siden D’Angelo’s vitale værker i 90’erne. Med opfølgeren ‘Once Again’ kan ingen være i tvivl om Legends uomtvistelige talent.

Selv om albumtitlen kunne antyde det, så er der ikke tale om gunstig gentagelse af succesopskriften. Jo, John Legend udviser stadig overlegent overblik som sanger og sangskriver, og indpakningen er da også lige så stilsikker og elegant som sin forgænger. Men hvor debuten hovedsageligt hentede sin inspiration i den svulstige 70’er-soul, hvor Curtis Mayfield og Stevie Wonder er vigtige pejlemærker, så trækkes der denne gang tråde helt tilbage til 50’ernes soul. Sam Cooke’s indflydelse skinner kraftigt igennem på flere af de nedtonede og lettere jazzede arrangementer, og generelt er der blevet mere plads til detaljerne, pianoet og de i særklasse fløjlsbløde fraseringer.

Det er alt sammen gedigent udført og gennemført til trods for den løsere struktur i sangene, men godt halvvejs rammes Legend af en brandærgelig behagesyge, hvorefter flinkeskolen tager over med pæne og polerede ballader. Inden er man dog blevet opløftet af den sært underspillede ‘Heaven’, den fandenivoldske ‘Stereo’ og retro-soulen på den Temptation-klingende ‘Each Day Gets Better’. Og så skal det retfærdigvis siges, at vokalen er i verdensklasse – hele vejen igennem.