Oddisee
Jeg tager den høje hiphop-hat af, nikker anerkendende og bøjer mig ellers i vinylstøvet for Oddisee. Produceren og rapperen fra Maryland har (med rette) selvtillid nok til at albumdebutere med et blandingsprodukt af opsamlings-, overskuds-, og uovertrufne nye numre, som spreder sig over – i dette tilfælde små – 71 mindeværdige minutter.
Albumintroen alene gør det næsten for denne anmelder. »Envision in the here and after, listening to Marvin Gaye / starving today / holding out for a larger pay / no chip on my shoulder, rap the weight off my back / so my vision is closer, than what I’m facing in facts / I make music for a living, so I can live to make music.« rapper han tænksomt over et gennemsprød beat med sfærisk guitar, der leder tankerne hen på Common’s fantastiske ‘Invocation’ fra 1997.
Festen fortsætter med hjælp fra et undereksponeret bagkatalog og uudgivne guldklumper fra de sidste fire år, som behændigt mikses sammen af legendariske DJ Jazzy Jeff. Stilen præges af knastørre trommer og spidse hi-hats krydret med jazzede loops og opklippede soulsamples, der nok står i gæld til forbilleder som Pete Rock og J Dilla, men uden tøven træder ud af de lange skygger.
De 10 afsluttende nye numre holder samme høje niveau. Særligt imponerende er det at høre, hvordan det 34 numre lange album fremstår gennemført og varieret uden at give køb på bagmandens kendetegn og lyd. Med ‘Foot in the Door’ stikker Oddisee ikke bare foden indenfor – han sætter sig ganske enkelt til bords med de store voksne.