Dosh

Det er stadig imponerende, hvad det amerikanske pladeselskab og musikfællesskab Anticon råder over af alsidige og spændende kunstnere. Langt væk fra selskabets oprindelige udgangspunkt i hiphoppen, er Martin Dosh blandt de mere toneangivende af dem.

På det nye album er det endnu engang en særegen blanding af skæv, småpsykedelisk popmusik og postrock, der har optaget Dosh. Ikke mindre en ti musikere og en enkelt vokalist har hjulpet ham på albummet, og når man dertil lægger et utal af samples, er det et meget rigt lydbillede, der møder lytteren. Masser af fine ideer, genrereferencer og små spidsfindige melodier er fordelt over albummets 12 numre. Fælles for dem alle er det imidlertid, at de er enormt underspillede og ofte næsten forsvinder i resten af instrumenteringen.

Det er uden tvivl et bevidst valg, når Dosh ikke lader ret meget stå i skyggen af noget andet. På den måder bliver der plads til det hele, og det fungerer da også upåklageligt langt hen ad vejen. Lidt længere henne begynder man til gengæld at savne bare et par undtagelser fra reglen. For når produktionen oven i købet er så poleret, som den er, bliver det lige pænt nok, når de mange skæve indslag aldrig helt får den plads de fortjener.