Sparklehorse

Efter fem års pause er Mark Linkous og alter egoet Sparklehorse endelig tilbage, og ligesom på forgængeren, ‘It’s A Wonderful Life’, i fint selskab. Blandt gæsterne er Tom Waits og Stephen Drodz fra Flaming Lips, samt Danger Mouse og Dave Fridmann som producere.

Linkous har altid haft evnen til at begå sange, der nok lyder antikke fra fødslen og klædt i rustne, sprukne farver, men som stadig er vitale og nutidige, og det udtryk er der ikke rykket stort ved. Sporene fra forgængeren træder tydeligt igennem, og udover mere og større guitarbrus fortsættes der, hvor der blev sluppet.

Således er ‘Morning Hollow’ med Waits på klaver fra optagelserne til ‘It’s…’, ligesom ‘Ghost in the Sky’, ‘Shade and Honey’ samt titelnummeret alle har været udsendt før. Det gør ikke sangene mindre værd, men det undrer, at der i løbet af årene ikke er sket mere. 25 af albummets 55 minutter er over fire år gamle og velsagtens velkendte af en stor del af Sparklehorse-lytterskaren.

‘Ghost in the Sky’ og ‘It’s Not So Hard’ sætter kærkomment tempoet i vejret, men derudover forbliver Sparklehorse i luntetrav. Det skal dog ikke ligge Linkous til last, når numrene er så gode og fængende som eksempelvis ‘Some Sweet Day’ og ‘Shade and Honey’.

Sparklehorse. 'Dreamt For Light Years in the Belly of a Mountain'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af