KOMMENTAR. I marts 2011, da jeg blot var 15 år gammel, spurgte en klassekammerat, om jeg havde hørt den der ‘Friday’, der angiveligt var verdens værste sang.
»Værre end Justin Biebers ‘Baby’«, for at bruge den foretrukne måleenhed for teenagedrenge i 2011, der skulle forklare hvor dårlig musik, de snakkede om. Da min klassekammerat sang den for mig, virkede det da også, som om han bare sang omkvædet til ‘Baby’, men med ordet »Friday« i stedet for »Baby« i omkvædet.
Så underholdende som det ville være, vil jeg ikke gennemgå alle årsagerne til, at ‘Friday’ var og er en forfærdelig sang. Dels er der for mange af dem, dels hørte du nok alle argumenterne for ti år siden.
Men kort sagt til de uindviede: ‘Friday’ lød, som hvis man søgte at kreere en Disney Channel-klingende teenpopsang så hurtigt og så billigt som muligt, fyldt med ufrivilligt morsomme øjeblikke.
Sangen var en viral sensation uden lige, for alle skulle lige gøre grin med årets – hvis ikke musikhistoriens! – mest åbentlyst ringe popsang. Og desværre skulle alle også lige gøre grin med (og i overraskende mange tilfælde sende dødstrusler og selvmordsopfordringer til) den 13-årige pige, der sang den: Rebecca Black.
ARK Music Factory
Black havde dog selv meget lidt at gøre med, hvorfor sangen var så rædsom. De egentlige syndere var ARK Music Factory, et firma (pladeselskab, hvis vi er generøse) dannet af duoen Clarence Jey og Patrice Wilson, der i fællesskab skrev og producerede ‘Friday’ – Wilson gav sågar sig selv rollen som gæsterapper i ‘Friday’ og mange andre ARK-produktioner.
Konceptet bag ARK var essentielt, at man som forælder kunne købe sig til en sang og musikvideo med sit barn i hovedrollen. Så kunne børnene lege popstjerne for en dag. På overfladen en ret uskyldig forretning, der på de første par ARK-produktioner mundede ud i nogle ret forglemmelige, middelmådige popsange.
Idet Wilson og Jey sad på både label- og sangskriverrettigheder, havde de i sinde at sangene skulle klare sig godt – og man går desværre lettere viralt for at være exceptionelt dårlig end exceptionelt god. Fra og med ‘Friday’ lod det til, at de bevidst gik efter at gøre deres sange så dårlige som muligt, så de ville blive delt af masserne. Og fordi børnene var ansigterne udadtil, var det dem, der skulle stå med alt det had, det affødte.
Rebecca Black anno 2021
Jeg er naturligvis ikke den eneste, der er blevet ti år ældre. En nu 23-årig Rebecca Black har brugt det forgangne årti på at udgive flere sange, og på det seneste er det faktisk blevet ret godt. Men når jeg anbefaler det til folk, bliver jeg tit mødt af en forventelig fordom om, at Rebecca Black umuligt kan have lavet god musik.
Personligt blev jeg gjort opmærksom på Blacks fortsatte karriere, da hun sidste år medvirkede på sangen ‘Edgelord’ fra den fremadsynede hyperpopkunstner Dorian Electra. Og det slår mig, at jeg sandsynligvis aldrig havde givet Blacks nyere materiale en ordentlig chance, hvis det ikke var fordi, det var blevet blåstemplet af en kunstner, jeg i forvejen holdt meget af.
Men Blacks nye sange er oprigtigt gode. ‘Self Sabotage’ er en dejligt smoky r’n’b-basker. ‘Girlfriend’ er en både dansabel og længselsfuld queer-kærlighedssang, der går lige i hjertet. ‘Closer’ er et rørende og charmerende stykke electropop med nogle spændende produktionsvalg.
Og så må vi endelig ikke glemme Blacks helt nye ‘Friday’-jubilæumsremix, der gæstes af bounce-rapperen Big Freedia, crunkcore-cringeduoen 3oh!3 og førnævnte Dorian Electra.
Remixet er produceret af 100 Gecs-visionær Dylan Brady, og sammen med Black har han givet sangen en lyd og video, der skruer den soniske usmagelighed op til 11 og omfavner den ironiske, meme-baserede nostalgi, som mange nok et eller andet sted alle har til ‘Friday’. Alt imens Black reclaimer den som en del af sit nye image.
Hvor ‘Friday’-remixet jo på alle måder er en erkendelse af, at originalen var oprigtigt dårlig, er min væsentligste meddelelse her, at det er sundt at give musikere en frisk chance trods de fordomme, deres mest kendte sange medfører.
Jeg tror eksempelvis, at de færreste forventede det store fra Carly Rae Jepsens karriere, mens ‘Call Me Maybe’ hittede – ud over måske mere sukkersødme i lange baner. Men hendes album ‘Emotion’ og ‘Dedicated’ er propfyldte med drøngode popsange.
Førnævnte 3oh!3 lavede også totalt ulidelig musik for ti år siden. Men blandt deres seneste par singler har der faktisk også været nogle gode skæringer.
Fordomme kan være praktiske – man kan jo ikke nå at lytte til alt, så der hjælper de med at sortere fra. Men Rebecca Black var jo ikke skyld i, at ‘Friday’ var et makværk. Så i det her tilfælde kan du roligt smide fordommene ud af vinduet og nyde hendes nu bundsolide popmusik.