Første halvdel af Slowthais ‘Tyron’ byder på banger efter banger – men så begynder han at kigge indad
‘Nothing Great About Britain’ – det var godt nok en albumtitel (og et album), der ville noget. Slowthais debutalbum var en benhård skildring af et England i socialt og politisk fordærv, og hvad end det gjaldt den lyriske dissektion af samfundets problematikker eller de hårdtslående beats, der selvsagt skulle udtrykke Slowthais frustrationer, ramte track efter track plet.
Efterfølgeren er betitlet ‘Tyron’, hvilket er Slowthais virkelige fornavn. Hvor debuten kiggede udad, ser han nu indad. Noget andet, jeg studser over ved titlen, er dens simplicitet: Forestil dig, at forgængeren bare havde heddet ‘Britain’ frem for den flabede proklamation, han endte med. Den nye albumtitel varsler en nuanceret skildring, der ikke er interesseret i én overordnet meddelelse om, hvem Slowthai er som menneske.
Et andet interessant framing-værktøj, Slowthai benytter, er brugen af store og små bogstaver i sangtitlerne. Den første halvdel af tracklisten er skrevet med versaler, den anden halvdel med små bogstaver hele vejen igennem. Som en erklæring af, at vi først får et yin, dernæst et yang. Og det skal da også nævnes, at albummet ret beset ikke er udgivet som ‘Tyron’ af Slowthai – men ‘TYRON’ af slowthai.
Vi får to vidt forskellige sider af rapperen på hver ende af albummet. Første halvdel skildrer den side af Slowthai, der er arrig, cocky og ikke holder igen med en rap replik. Den anden halvdel er mere underspillet, reflekteret og introspektiv. Første halvdel handler om at udstille alle problemerne ved Slowthais person, og anden halvdel handler om at tage stilling til disse problemer.
Det er en kreativ tilgang, og hans sange kan sagtens klare formatet. Første halvdel er spækket med heftige, hårdkogte festbaskere – ofte rettet udad mod en verden, der ikke kan rumme Slowthais maniske væsen. Og denne side vinder især på sine stærke hooks: ‘DEAD’ med sit makabre Kwes Darko-omkvæd, ‘CANCELLED’ med en selvsikker og blodig Skepta på refrænet, og på ’45 SMOKE’ med Slowthai selv, der blot gentager sangtitlen en håndfuld gange – men med en så stemningsrig og kontrastfuld levering, at den øjeblikkeligt stikker ud og skaber dynamik i nummeret.
I løbet af de første syv tracks når jeg slet ikke at savne den bløde side, albummets anden halvdel byder på, hvilket ellers kunne være en reel fare, når alle de mere rowdy numre sådan er samlet samme sted. Det vidner om god sekvensering. Dog føler jeg, at introspektionen kommer lidt ud af det blå, når den så endelig begynder. Jovist, Slowthais karakter på første halvdel er noget af en vildbasse, men han når aldrig ud i et egotrip af en skala, hvor det kræver at han trækker stikket og reflekterer over sig selv.
Den introspektion, vi får på anden halvdel, er dog vældig god. De rolige klaverer og soulede harmonier skaber rammerne for en ømmere, mere sårbar Slowthai, end vi er vant til. Og det lyriske indhold kan sagtens følge med.
Lige fra første lowercase-sang, ‘i tried’, bliver vi mødt af en Slowthai, der overvejer at tage sit eget liv, og det sker i løbet af ét enkelt sammenhængende vers, hvor han med levende detaljegrad beskriver den tankegang, der førte ham til de overvejelser.
Som albummet fortsætter, kommer der kun flere af sådan nogle tunge, gribende perspektiver. Vi bliver bevidste om alle Slowthais usikkerheder og personlige problematikker, og musikken er noget så velorkestreret til at få lytteren til at fornemme en intimitet med ham som person.
Jeg ville nok ønske, at endnu mere af albummet lød som anden halvdel, for det er her, Slowthai virkelig udvikler både sin lyd og sin lyrik i en ny, spændende retning. Selv om første halvdel nu også har nogle solide bangers.
Kort sagt:
Første halvdel af Slowthais nye album byder på de rapkæftede bangers, vi længe har vidst, han kan levere uden problemer. Men den virkelige magi opstår på anden halvdel, hvor vi møder en mere sårbar, øm Slowthai end nogensinde før.