Det er december. Tid til julefrokoster. Tid til at dyppe hjernen i snaps og juleøl. Men for det danske band Traening er det også tid til at fejre et fremragende år. Soundvenue gæstede årets julefrokost i Traeningslejren til en snak om deres japanske fan, svensk radio og den strenge anmelder på Urban.
Traening tæller seks medlemmer, og denne decemberaften er de alle tæt pakket omkring et lille veldækket bord. Hans Emil sidder for enden af bordet som et andet familieoverhoved – eller i hvert fald som bandets sangskriver og grundlægger. Ved den modsatte ende sidder hans søster Marie Eline, forsanger, og mellem dem trommeslageren Asger, guitaristen Anders, samt Mathias og Maja, der begge spiller keyboard.
Snapsene serveres i hvide plastickrus, der er Belle & Sebastian på stereoen, og humøret er højt. Julemiddagen er udpræget old school – brune kartofler og flæskesteg. Ingen marokkanske mærkværdigheder eller kolde sushi-ruller her. Lidt umoderne, spørger jeg forsigtigt?
– Jeg har sgu’ aldrig været interesseret i at være moderne, svarer Hans Emil prompte. Og så er vi jo fra landet, supplerer Marie Eline.
Den ærlige lyd
2003 har været ganske venligt imod Traening og deres kantede støjpop. Bandet har haft to Barometer-hits, turneret med de danske vidunderdrenge i Mew, og så landede debutalbummet ‘Better Than This’ endelig i butikkerne i november måned. Men albummet flød længe rundt i musikbranchens limbo, inden VME indvilgede i at distribuere det.
– Vi indspillede pladen i Thomas Troelsens Delta Lab-studie forrige sommer, og den lå færdig allerede i efteråret 2002. Så begyndte vi at lede efter et selskab, der ville udgive den, og vi havde egentlig ikke regnet med, at det ville blive et problem. Vi var overbevist om, at vi havde et virkelig godt produkt, og at alle ville kunne se det. Men sådan gik det ikke, forklarer Hans Emil.
Der skulle gå mere end et år, før pladen blev udgivet, så Traening havde åbenbart ikke så bred en appel, som de selv havde troet. Deres sange er som udgangspunkt små popsager, men de er pakket meget flosset ind.
– Thomas Troelsen ville have en mere hi-fi-præget lyd, men jeg var overbevist om, at en mere rå lyd ville passe bedst til vores sange. Heldigvis havde vi fuldstændig kunstnerisk frihed, og Thomas sagde os ikke imod. Vi har beholdt vores ærlige lyd og ikke lavet det helt vilde efterarbejde i Pro Tools eller lappet og lagt effekter på, siger Hans Emil.
Hvordan har det været at leve med de samme ti sange i de næsten to år frem til pladeudgivelsen?
– Ventetiden viste sig faktisk at blive en fordel, for vi er blevet rigtigt fortrolige med vores sangkatalog. Vi har måttet genopfinde materialet for ikke at blive trætte af det, og når vi nu spiller live, er mange af sangene derfor anderledes end pladeversionerne, forklarer Asger. Og så er vi blevet et bedre liveband – vi kunne jo næsten ikke spille da vi gik i studiet, indskyder Marie Eline.
Mødet med anmelderskaren
Hvordan har det været at blive anmeldt?
– Det var lidt nervepirrende at blive anmeldt første gang, for vi bevæger os jo i en lille lukket kreds. Nu skulle nogen udefra pludselig vurdere vores musik. Og de første to anmeldelser var meget negative, indrømmer Anders.
– Ja, vi fik en virkelig hård og usaglig omgang i Urban, og så var der oven i købet et rigtigt stort billede af os ved siden af anmeldelsen. Da jeg kørte i bus den dag, læste en dame overfor mig i avisen, og jeg syntes bare, at hun kiggede mere og mere surt på mig, fortæller Marie Eline. Men efter en uges tid er alt glemt igen, og andres mening om vores musik betyder i sidste ende ikke meget.
De fleste anmeldelser er dog alligevel gemt i reolen, og de findes atter frem med skiftevis fnysende og begejstrede kommentarer. Det fremgår tydeligt, at Urbans anmelder nok ikke får noget julekort i år, hvorimod Politikens Kim Skotte nu omtales som en ven af familien.
– Gode anmeldelser hjælper på salget, og jeg har jo nærmest en milliard kroner ude på den her plade. Jeg vil da gerne have nogle af dem ind igen, forklarer Hans Emil.
I første omgang gælder det dog om at få solgt oplaget på 1000 eksemplarer, og mon ikke det nok skal lykkes? Siden “The Urban Incident” har Traening nemlig fået en stribe meget rosende ord smidt efter sig – specielt i Politiken og Weekendavisen, men da også i Soundvenue Magazine.
Den manglende opmærksomhed
Stemningen er ved at være rigtig julevarm. Flæskestegen er halveret, de første snaps er kørt ned, og Morrissey sørger for underlægningsmusikken. Jeg vover at ødelægge den gode stemning.
I spillede koncert i Lille Vega i aftes sammen med epo-555 og Velour – to andre roste danske bands. Men I måtte selv leje jer ind på spillestedet – hvorfor er det så svært at blive booket?
– Det kan man ikke bebrejde spillestederne. Vi kan jo ikke sælge billetter, når vi ingen eksponering får i medierne. Hvis bare der blev satset lidt mere. Alt er efterhånden så fokuseret på hitlister og kommercielle spekulationer. Polariseringen mellem det kommercielle og undergrunden er blevet meget mere markant. Der er alt for mange der forsøger at tilpasse sig alt for meget i jagten på succes, men vi vil altid holde fast i den musik, som vi synes er bedst. God musik vil leve og dårlig musik bliver glemt. Det tror jeg på, siger Hans Emil.
– Danmarks Radio lever slet ikke op til sin opdragende rolle. Da jeg hørte svensk radio for nylig, spillede de Sonic Youth TO gange på én dag. Det sker sgu’ ikke på DR, mener Asger.
Kunne de danske indie-bands ikke også promovere sig selv lidt bedre?
– Jo. Vi har selv lavet al vores pr-arbejde, og vi har nok ikke været så gode til at tilrettelægge. Vores fremstød har været spredt ud over for lang periode, med det er svært når pengene og tiden er begrænset. Vi for eksempel trykt en stor stak rigtigt flotte plakater med pladens udgivelsesdato på. Da datoen så blev rykket, virkede det så ret kikset, forklarer Asger.
Makiko og den ultimative julegave
Ovenpå tv’et ved siden af spisebordet er der arrangeret en lille alternativ juleudstilling, der består af eksotiske papirklip og en lille underlig tromme. Forklaringen er simpel.
– Vi har fået det af vores japanske fan. Hun hedder Makiko og hørte os under et besøg i Danmark, og siden da har hun været bandets største fan. Hun arbejder i en stor pladebutik i Japan og vil forsøge at få vores plade udgivet derude i en japansk version. Vi er i kontakt med hende næsten hver uge, og vi har lovet, at når hun kommer til landet igen, så vi spiller vi en koncert for hende alene.
Én dedikeret fan i Japan er bedre end ti på taget. Men man ønsker sig vel altid mere, og nu er det jo jul. Så lige et sidste spørgsmål, inden jeg lader bandet synke ned i julefrokostens alkoholbad uden overvågning fra min medbragte pen, blok og kamera.
Hvad ville være den ultimative gave under Traenings juletræ i år?
– At vi får lov at spille på Roskilde Festivalen næste år, siger Asger.
– Eller at én eller anden kommer og giver os en stor pose penge, så vi kan gå i studiet igen og indspille en ny plade, drømmer Marie Eline med julelys i øjnene.