Royal Copenhagen ‘Elements’
Stine Langvad, 44, indretningsarkitekt og grafisk designer, @stinelangvad:
»Da jeg fik den her kop af mine ekssvigerforældre, brød jeg mig egentlig ikke om den, men beholdt den for ikke at være sådan en tarvelig en, der bytter gaver givet med omtanke og kærlighed«.
»Jeg søger (arbejdsskadet) altid efter design, der ikke er mainstream, og denne er netop ekstremt mainstream grænsende til det poppede. Den er Louise Campbells take på Musselmalet Royal Copenhagen, som er lidt i segment med Kählervasen som værende allemandseje og ikke i det felt, jeg normalt udvælger mine ting. Ikke fordi, der er noget galt med designet, alene fordi den er blevet lidt for normal«.
»Men netop fordi, jeg kun ejer den ene, er den pludselig blevet pæn blandet med alt mit andet. Den stikker netop ud i mit hjem og den er superbehagelig at drikke af. Jeg tager den altid først og mangler den, når den ikke lige er vasket op«.
Koppen er ikke længere i salg, men andre ting fra Royal Copenhagens Elements-serie kan findes HER.
Niko June ‘Studio Cup’
Michael Schmidt, 32, selvstændig kreativ konsulent med speciale i design og kunst, @MichaelDansk:
»Jeg kan godt lide, når man snubler lidt over hverdagsgenstande. Da jeg selv spottede den her kop på det lille galleri Outpost i København, tænkte jeg straks, ‘hov!’«.
»Den er skør, men også ret fed. Det er, som om den er lavet af et barn, men samtidig har den et virkelig cool udtryk. Jeg kan godt lide, at den udstråler humor og har en æstetik, man husker«.
»Koppen er lavet af det kreative studio Niko June, der har lavet flere af den slags hverdagsgenstande, som er vendt helt på hovedet, i forhold til hvordan vi forventer, at en kop, en vase eller taburet skal se ud. Samtidig er funktionen jo helt bevaret«.
Lov i Listed ‘Kadeau’
Line Dahy Ernst, 32, ejer af brevpapirsfirmaet Litho.co, @linedahyernst:
»Jeg købte den efter et ophold på Melsted Badehotel på Bornholm, hvor vi blandt andet drak vores kaffe i denne kop efter en vidunderlig middag på Kadeau«.
»Den minder mig om solskinsdage, saltvand, håndværk og luksus i al sin enkelhed, og lige nu får jeg serveret cortado i den hver morgen hele året rundt af min kæreste«.