På en video fra Zentropa fra offentliggørelsen af Oscar-nomineringerne mandag eftermiddag kan man se, at det ikke kun var omverden, der var ved at tabe kæben, da Thomas Vinterberg som den første dansker nogensinde blev nomineret i kategorien for bedste instruktør.
Også hovedpersonen selv var ved at falde ned af den stol, han sad i: Eller rettere – han falder først tilbage i de bløde puder og rejser sig så op med en forbløffet mine, før han falder i ind i et kram med Magnus Millang, sin hustru Helene Reingaard Neumann og resten af det forsamlede ’Druk’-hold.
»Det var sgu vildt. Den første (Bedste Internationale Film, red.) havde vi håbet på, men den anden tog sgu røven på mig. Det havde vi helt åbent og oprigtigt ikke sat næsen op efter«, siger instruktøren, da jeg fanger ham på telefonen et par timer efter jubelbrølet.
Vinterberg har set alle de andre nominerede film for at kunne stemme selv, og han er især begejstret for ’Collective’ og ’Quo Vadis, Aida’ i Bedste Internationale Film og ’The Father’ i hovedkategorien Bedste Film. I ’The Father’ spiller Anthony Hopkins en mand, der bliver ramt af demens.
»Det var min favorit, nok også fordi den ramte mig et privat sted. Han kan ikke huske, at han har mistet sin datter, og jeg så mig selv om 30 år. Den blev jeg ekstremt rørt af«, siger han med reference til sit tragiske tab af datteren Ida, der omkom få uger, før optagelserne til ’Druk’ skulle begynde.
Handler om mere end at drikke
Ud over at man skal have lavet en rigtigt god film, kræver det også en god kampagne at blive nomineret til en Oscar. Hvordan har du oplevet den kampagne, det amerikanske selskab har kørt for jer?
»Jeg har siddet ved mit skrivebord to-tre aftener om ugen i nogle måneder og zoomet med journalister. Og det har været et slid, men også fedt fordi folk har været begejstrede for filmen. Men jeg har især mærket nogle vilde tilkendegivelser fra instruktørkolleger og har også haft nogle q&a’s med folk, jeg beundrer meget«.
»I morgen skal jeg tale med Paolo Sorrentino (’Den store skønhed’, red.), forrige uge var det Guillermo Del Toro. De har været meget begejstrede for filmen, og det er jo også dem, der stemmer om de nominerede i instruktørkategorien – så det er simpelthen mine kolleger, der har stemt den her nominering igennem, og det er jeg selvfølgelig rørt over«.
Har du også fået private tilkendegivelser fra nogle af dine helte?
»Jeg ved ikke, om man bør nævne sådan noget, men nu har jeg lige nævnt Scorsese i et andet interview, så det kan jeg jo også gøre her! Men det var gennem nogle andre og ikke noget, jeg kan vise på skrift. Men jeg har fået mange tilkendegivelser fra både skuespillere og instruktører, hver uge igennem lang tid, og de har været virkelig dybfølte og lange og hjertelige og sjove indimellem«.
Har du mærket, at oplevelsen af ’Druk’ har været anderledes i udlandet i forhold til herhjemme?
»Egentlig ikke. Det er klart, at vi har en anderledes drukkultur i Danmark, end man har i USA. Men den del af USA, jeg har mødt, har jo været filmbranchen. Jeg har ikke mødt bibelbæltets reaktion på min film. Men det, jeg kan mærke, er, at alle folk næsten uden undtagelse forstår, at den her film handler om andet og mere end at drikke. Den handler om at leve i stedet for bare at eksistere. Og den er tænkt som en hyldest til livet. Alle føler sig følelsesmæssigt kørt over af slutscenen. Så der er nogle universelle ting, der går igen«.
Ser Ida for sig
Thomas Vinterberg bliver afbrudt af sin ven Thomas Bo Larsen, der vil sige farvel efter arrangementet på Zentropa. Man kan helt bogstaveligt høre krammeren gennem telefonen.
De to har lavet film sammen siden Vinterbergs afgangskortfilm fra Filmskolen i 1993, ’Sidste omgang’, og hofskuespilleren er selvfølgelig også med i ’Druk’.
»Vi har jo været nomineret til mange ting gennem tiden! Det er helt specielt at have ham med i dag. Vi var faktisk været nomineret til en Oscar for vores afgangsfilm, som jo faktisk nærmest har samme titel som ’Druk’s internationale titel (’Another Round’, red.)«, siger 51-årige Vinterberg, da han er tilbage i røret.
Filmen blev jo lavet oven på dit forfærdelige tab af din datter Ida. Gør de erfaringer, at alt sådan noget med priser føles futilt og overfladisk, eller får det nærmere en ekstra betydning?
»Nok mere det sidste. Ida var en pige, der elskede sådan noget her. Hun syntes, det var virkelig, virkelig sjovt at være med far på filmfestival og gå på de røde løbere og skubbe skuldrene forrest og mærke journalisterne og kameraerne«.
»Og Ida har en meget uadskillelig betydning for den her film. Vi stod jo pludselig alle sammen fuldstændigt forsvarsløse og hudløse. Og det gav en helt speciel fornemmelse af sorg og kærlighed på samme tid, som den her film er skabt ud af. Og derfor synes jeg, at hver gang vi modtager hæder, er der en kanal ind igennem mig og så opad til hende. Jeg ser hende for mig sidde og klappe i sine små hænder. Det gør mig bare ekstra lykkelig på den måde. Men selvfølgelig også ekstra ulykkelig«.
»Det er, som om mit liv har været en lang udstrakt version af slutscenen i filmen. Det har været en lang række af festlige begivenheder, samtidig med at… at Ida ikke er der«.