- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
Keane
‘One-trick pony’ eller popmusikalsk tusindkunstner? Efter storsællerten ‘Hopes and Fears’ giver Keanes nye album svaret: Ingen af delene. ‘Under the Iron Sea’ er gedigen, velspillet og velkommen popmusik.
Hvor det forrige album blev båret på hænder og fødder af den sindsvagt iørefaldende signatur-hymne ‘Everybody’s Changing’, så rummer ‘Under the Iron Sea’ ikke samme fuldstændig simple nær-genialiteter. Men Keane skriver stadig sange, der kan forene selvhøjtidelige anmeldere på fremadstræbende danske musikmagasiner, klejnsmede, kørerlærere og pædagoger samt andet godtfolk og det er sgu da en charmerende evne.
I denne ombæring får vi ‘Is It Any Wonder?’, ‘A Bad Dream’ og mindst en tre-fire andre sange, der ikke er til at komme udenom, når det gælder appel og en ikke alt for anmassende opmærksomhedstrang. Og så er det en rar fornøjelse af lægge ører til sanger Tom Chaplin stemme, der på trods af en ikke altid lige stor spændvidde insisterer på at følge melodierne helt til dørs.
Nogle vil foretrække at stikke tungen ud af vinduet eller få trukket neglene ud ved daggry fremfor at bruge tid på denne plade. Fair nok. Keane er, hvad de er. Lakmustesten må være, om man kan fordøje en linje, der i al sin banalitet lyder sådan her: »I’m made the way I am, I’m not a stone, I’m just a man«. Her gled den og ‘Under the Iron Sea’ let og gnidningsløst ned.
Keane. 'Under the Iron Sea'. Album. Universal.