Herbie Hancock har meldt afbud til årets Smukfest. Den 80-årige amerikanske jazzlegende har ifølge festivalen aflyst hele sin turné grundet covid-19.
Ifølge Smukfests website arbejder de på at få den feterede komponist, pianist, producer med mere på plakaten til 2022 i stedet.
Samtidig skriver festivalen, at flere aflysninger muligvis kan være på vej, da corona påvirker hele musikbranchens økosystem. Roskilde Festival meddelte også tidligere i marts, at det ikke er usandsynligt, at de rammer 20-25 procent aflysninger i forhold til navne på det nu offentliggjorte program.
Smukfest skriver:
»Restriktionerne er forskellige i hele Europa, og det kan komme til at påvirke dette års Smukfest-program, hvis udenlandske festivaler aflyser, og kunstneres tour dermed ikke kan gennemføres. Det er derfor heller ikke usansynligt, at der vil komme flere afbud, som vi bevæger os tættere på. Men I kan stole på, at vi kæmper for at give jer det bedst mulige musikprogram og en lige så fantastisk festival!«.
Smukfests talsmand Søren Eskildsen fortæller i meddelelsen på festivalens website, at de grundet udfordringerne i forbindelse med corona var forberedte på aflysninger fra specielt internationale artister.
»Det er ærgerligt, men heldigvis har vi en masse andre fantastiske artister og bands på plakaten, ligesom vi stadig har en stærk bunke danske og internationale kunstnere i ærmet, som vi glæder os til at afsløre for vores gæster«, siger Eskildsen.