‘Kvinden i vinduet’: Netflix-film med Amy Adams er så sammenhængende som et blendet puslespil
Man når knap nok at orientere sig i det mørke overdådige Brownstone-hus, der danner kulisse for Joe Wrights filmatisering af bestselleren ‘The Woman in the Window’, før de dramatiske alarmklokker begynder at ringe for fulde enerverende smadder.
Titlen refererer nemlig til filmens hovedperson, børnepsykologen Anna Fox (Amy Adams), der er så heftigt plaget af agorafobi, at hun ikke kan sætte en fod udenfor sin dør, men i stedet følger flittigt med i nabolagets gang fra vinduerne i millionvillaen. En karakter og thriller-præmis omtrent lige så klichétung som titlen selv, der lyder så generisk, at den snildt kunne være spyttet ud af en genrebaseret internetalgoritme.
I sit triste eksil taler Anna sporadisk i telefon med sin mand og datter, som hun er separeret fra, samt sin terapeut, der er ved at give op på hendes bedring. Efter ti måneders behandling kommer hun ingen vegne og slet ikke udenfor. Da hun selv er psykolog, doserer hun samtidig egenrådigt sine heftige doser medicin, som det passer hende, og blander konsekvent med store glas rødvin. Gentagende gange påpeger andre karakterer, at man virkelig ikke må blande pillerne med alkohol. Men Annas dialog med de mennesker, hun møder indenfor hjemmets rammer, er præget af den originale replik: »I’m not crazy«.
Ret hurtigt råber filmen altså fra hustaget af sit fortænkte psykologiske kammerspil, at man næppe skal forvente, at tingene er, som de ser ud, og at kvinden i centrum ikke nødvendigvis oplever dem rationelt. Drøm og virkelighed flyder ofte sammen, når Anna falder i søvn foran gamle film. Personer lader til at dukke op ud af ingenting. Eksempelvis den kælderlogerende David, der gang på gang forskrækker Anna alene ved at befinde sig i huset.
Da familien Russell flytter ind i huset på den anden side af gaden, begynder der for alvor at ske mærkelige ting. Deres teenagesøn Ethan kommer forbi med et lavendelduftende lys, men deler sekunder efter sin ankomst grådkvalte bemærkninger om sin fars temperament. En aften lurer Anna på deres hus gennem en stor kameralinse, hun har stillet op foran vinduet (isoleret type 101), og bliver vidne til et blodigt familiedrama.
En invalideret person, der får færten af et mord fra sin lejligheds isolerede udkigspost. Hvis du bytter agorafobi ud med brækket ben og skør kattedame med charmerende fotograf, minder det pænt meget om handlingen i Alfred Hitchcocks ‘Rear Window’.
Det er filmen også selv opmærksom på – faktisk citerer den selv klodset Hitchcocks klassiker inden for de første par minutter.
De visuelle armbevægelser fra Wright, der tidligere har vist sin formåen i film som ’Atonement’ og ’Darkest Hour’, ses i adskillige scener, der starter i ekstreme close-ups. Der hersker generelt en lækker uhyggelig stemning, når Anna bevæger sig rundt i husets skyggemønstre og skarpe farveglimt. Men det føles desværre som spildt potentiale, at en ellers meget velfungerende billedside er spildt på et psykologisk drama, der tror, det er klogere, end det egentlig er.
For man skal se meget langt efter skyggen af fortællemæssig elegance, der på nogen måde kan matche den æstetiske.
‘Kvinden i vinduet’ er tværtimod en film, hvor der bliver plantet så mange mistænkelige handlingsfrø i løbet af de første 30 minutter, at man ikke skal have set mange thrillers for hurtigt at begynde at forvente et par plottwists i den resterende spilletid.
Undervejs dukker både Gary Oldman, Julianne Moore og Jennifer Jason Leigh op i mikroskopiske biroller. Men hverken de eller Amy Adams kan redde historien fra at være et rædselskabinet af halvbagte karakterer og uopfindsomme plottråde. Faktisk undrer man sig over, hvilken film de tror, de er med i.
I forhold til hvor højtråbende det psykologiske lag er, føles det endelige portræt af Dr. Fox som et ligegyldigt bekendtskab. På et tidspunkt må det jo åbenbares, hvorfor hun er blevet ramt af svær agorafobi, men da er man faktisk blevet så ligeglad, at det hele kan være lige meget.
Kort sagt:
‘Kvinden i vinduet’ tror, den er et udspekuleret psykologisk drama, men trods sin storstilethed i billede og cast er historien i sidste ende lige så sammenhængende som et blendet puslespil.