I sidste uge fik vi The Games bud på, hvem der er verdens ti bedste nulevende rappere. Vestkyst-kunstnerens liste var relativt ukontroversiel og havde de store hiphoplegender Jay-Z og Nas på de øverste pladser.
Den rangering er det dog ikke alle, der er enige i.
Nu har Young Thug nemlig meldt sig på banen i den evige debat om, hvem der egentlig er verdens bedste nulevende rappere, og hans liste ser pænt anderledes ud.
Atlanta-artisten udpegede således en samling yngre artister i sin top-5, da han var gæst i podcasten Million Dollaz Worth of Game.
Thug kårer sit eget crew, Young Stoner Life, som nummer et, og nævner efterfølgende Lil Baby, Lil Uzi Vert, Drake og Kanye West som planetens bedste rappere. Derudover nævner han også Future og 21 Savage som kandidater til listen.
Young Thug forklarer også, hvorfor visse mere lyriske rappere ikke scorede en plads på hans top-5: »Hvis det kun handlede om tekster, ville vi have Kendrick Lamar, J. Cole eller Bas med. Men det handler om helheden. Dem, jeg nævnte, har det hele«.