The Seven Mile Journey

Der sker et eller andet i Aalborg. Om det er trangen til at modvægte poppen i Jomfru Ane Gade vides ikke, men der kommer alternative musikere ud af den by, som stinker af stemning. The Seven Mile Journey gør sig i instrumental postrock a la Mogwai og Explosions in the Sky. Dette er musik, man skal turde give sig hen til, for så til gengæld at blive belønnet med smukke billeder på nethinden.

Albummet består af fire meget gennembearbejdede numre, der strækker sig over 44 minutter. Det organiske er i centrum, hvilket også understreges i albummets forløb, hvor lyden af hjerteslag dukker op i start, midte og slutning mellem guitar, trommer, bas og piano. De forskellige instrumenter er uhyre velspillede og nærmest (for) høflige i deres samarbejde ud og ind af lydfladerne.

‘The Journey Studies’ er et eksempel på, at det ikke bare er inden for traditionel rock, at den danske musik har løftet sig op på et internationalt niveau. Men albummets smukke professionalisme bliver også dets svaghed. For selvom der bygges op fra stille passager til energiske klimaks, føles det som om der er spændetrøje på drengene. Der mangler gnisten af udskejelser. Det efterlader lytteren lidt med en tom fornemmelse, som at køre racerløb med en Formel 1 mester, der ikke trykker speederen i bund. Det lyder måske hårdt, men det skal siges til et band, der har så fandens meget potentiale.

The Seven Mile Journey. 'The Journey Studies'. Album. Fonogram/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af