Første udgave af Tivolis Havefest var et lunkent koncept med stærke koncerter
Covid-19 har spændt ben for Fredagsrock i Tivoli, som vi kender det. Tivoli kunne gjort det let for sig selv ved at afholde et nedskaleret fredagsarrangement ved navn… Fredagsrock. I stedet har de lanceret et nyt koncept under navnet Havefest.
I går blev det afviklet for første gang, og det var en noget blandet oplevelse. Det vil sige: Det gik decideret fremragende på nogle punkter, og grænsende til det katastrofale på andre.
Den helt store synder var det organisatoriske. Hvis man ville sidde ved bænkene på Plænen og se koncerterne, skulle man anskaffe sig et armbånd, der gav adgang til en af de to sektioner, arrangementet var inddelt i. Eller, det var i hvert fald det, Tivoli havde udmeldt. Selv havde jeg selvfølgelig armbånd, men der var vitterligt ikke ét eneste tidspunkt, jeg blev bedt om at vise det.
Tivoli gjorde også meget ud af, at Havefest altså ikke kun var et plænen-arrangement. De havde hyret dj’s til både Orangeriet og Pantomimeteatret. Hvis man nærlæste Tivolis online-beskrivelse af Stella Polaris’ dj-set på Pantomimeteatret, kunne man finde ud af, at BishBusch ville give koncert på et tidspunkt under arrangementet – men det var ikke til at finde ud af hvornår.
Jeg var så heldig, at jeg tilfældigvis vandrede forbi Pantomimeteatret efter Betty Bass’ åbningskoncert. Jeg blev mødt af BishBusch, der spillede alene med sin guitar for et tyndt publikum, hvor musikken ikke virkede som dét, de var kommet for at opleve. Jeg havde ærlig talt lidt ondt af ham, for han gjorde det godt og spillede endda noget stærkt uudgivet materiale.
Men dj-set er altså ikke noget, jeg bevidst går efter, når restriktionerne fordrer, at jeg sidder ned. Fyraftensboogie giver ingen mening, når man ikke kan danse, så jeg konkluderede hurtigt, at jeg altså brugte min tid mere fornuftigt, hvis jeg tog en tur i Dæmonen, mens jeg ventede på den næste Plænen-koncert.
Så ja, selv om det på papiret skulle være et arrangement for hele parken, endte det med afgjort at være Plænen, der var centrum. Der var organisatorisk heller ikke rigtig noget, der bandt optrædenerne på tværs af scenerne sammen og skabte følelsen af et samlet arrangement.
Plænen-koncerterne bestod af en 45-minutters koncert kl. 16.30, en 60-minutters koncert kl. 19.00 og en 60-minutters koncert kl. 22.00. Det efterlod mange store huller i tidsplanen, der igen gjorde, at Havefest ikke endte som en samlet fest, men rettere som tre grundigt adskilte koncerter.
Det var især synd for albumdebuterende Betty Bass, der spillede for et tyndt publikum på et tidspunkt, hvor mange jo end ikke havde fået fri endnu.
Heldigvis osede hun af charme og godt humør, og hun tillod endda sig selv at være lidt sårbar og fortælle en historie om sin far, der havde fået en blodprop – et modigt valg, når store dele af den begrænsede publikumsskare ikke lod til at kende hende i forvejen. Og så lød hendes musik skønt.
Barselona stod for en rockkoncert, hvor man tydeligt kunne mærke, at det ikke kun er i look-regiet, at Oasis er en indflydelse på Rud Aslak og Rasmus Theodor. Der blev sørget for lige den rette blanding af følsomhed og gennemtrængende rockstjerne-attitude. Fremmødet var noget større her, men jeg kunne forestille mig, at det havde været langt større, hvis Tivoli havde lagt mere vægt på at promovere, hvem der skulle spille.
Slutteligt så jeg Fraads for femte gang, og jeg var dybt imponeret over dem. De har aldrig gjort det nær så godt som her, hvor følsomhed, frækhed, publikumstække og tænksomhed gik op i en højere enhed. Papa Erotic lød bedre end nogensinde som live-rapper, og bandet var overordnet enormt velklingende.
Havde jeg kun skullet anmelde Fraads, havde jeg nok overvejet den sagnomspundne seksstjernede anmeldelse. Men jeg anmelder første udgave af Tivolis Havefest. Og Havefest hang simpelthen ikke sammen.
Kort sagt:
Første udgave af Tivolis Havefest bød på rigtig gode koncerter – og sluttede af med en decideret mesterlig en af slagsen. Men arrangementet savnede god kommunikation, en grundlæggende plan og i det hele taget en følelse af, at de forskellige indslag var en del af det samme overordnede arrangement.