Smerz’ kompromisløse ’natiné’ var mere forestilling end koncert
At Smerz har valgt at kalde deres aktuelle koncerter for ‘natinéer’, giver god mening, når man har lyttet til deres avantgardistiske debutalbum, ‘Believer’; et midnatssort og teatralsk genreblend af trance, barokke strygere, r’n’b og synthpop, alt sammen sat ind i en hyperæstetiseret visuel ramme, der mimer et postmodernistisk eventyrunivers.
Tjekkede man uret på sin telefon, var duoens første koncert af to søndag i Store Vega imidlertid en matiné. Klokken 18, da solen stadig bagte byen udenfor, spankulerede sortklædte Henriette Motzfeld og Catharina Stoltenberg forbi stolerækkerne til lyden af albumåbnerens dunkle chimes og brutale guitarriff.
Med to zombiers paralyserede mine klatrede de op på det store flygel, hvor de ville tilbringe resten af koncerten, assisteret af to cellister og et allestedsnærværende backtrack, der spillede ‘Believer’ fra start til slut.
Smerz’ ‘natiné’ var skræddersyet til en sen aftentime og et højloftet teater. Det var en forestilling mere end en koncert; halvt tapet og helt koreograferet med to dragende hovedpersoner i centrum, som lykkedes med at ignorere publikums fjerde væg i samtlige 60 minutter – næsten.
Efter en generøs klapsalve krakelerede Catharina Stoltenbergs maske i et lettet smil, og da flygelet knirkede under en af duoens manøvrer, og Henriette Motzfeld et øjeblik mistede balancen, jog også et strejf af menneskelig forlegenhed over hendes ansigt.
Et strejf. Imens andre artister generobrer spillestederne med fadølsskål og hyggesnak, insisterede Smerz på at bruge distance og fremmedgørelse til at skabe følelsesmæssigt nærvær. Og kombinationen af klassiske instrumenter og ruskende, kuldslået techno kan noget.
Det var effektivt, da det stampende triphop-beat på ‘Believer’ indhyllede Stoltenbergs underspillede sang fra flygelet, og da celloerne lagde vemodig bund under Motzfelds r’n’b-vokal på ‘Max’. Klubfesten blev indimellem afbrudt af gennemført analoge passager som ‘The Favourite’, hvor Stoltenberg sad bag tangenterne, imens Motzfeld uden slinger i valsen sang de operalydende norske vers.
I ånden fra kompromisløse artister som The Knife og Aldous Harding peger Smerz på koncertformatet og kunstnervirket som en performance, samtidig med at de udstiller de popmusikalske troper.
»You told me that you loved me / that you’d never let me down«, lød et af Stoltenbergs r’n’b-bløde rapstykker, imens hendes partner in crime stirrede blankt på den tomme balkon over Vegas stolerækker, og en vildfaren maskebærende koncertgæst på bartur et øjeblik stjal min opmærksomhed. Under ‘I Don’t Talk About That Much’ fremførte duoen en paralyseret koreografi med vinkende hænder og vrikkende hofter.
Ganske bizart, ja, ekstremt originalt og aldrig ligegyldigt. Alligevel savnede jeg en ingrediens, som kunne have holdt monotonien i den loyale albumopførsel på afstand. Måske et stroboskoplys under technointerludiet ‘Hester’, hvor scenen henlå i mørke i flere minutter. Eller endnu mere stringens eller, modsat, løssluppen dans fra Smerz, hvis natiné placerede sig en smule imellem to stole.
Kort sagt:
Smerz’ ‘natiné’ var en forestilling mere end en koncert; gennemkoreograferet og stiliseret med to dragende hovedpersoner i centrum, som iskoldt ignorerede publikums fjerde væg, men kun momentvis mistede taget i min opmærksomhed.