Smerz slipper kontrollen på det udsyrede debutalbum ‘Believer’
For 102 år siden beskrev Sigmund Freud det uhyggeliges natur som oplevelsen af noget fremmed i det velkendte. Psykoanalytikerens berømte tanker kan forklare, hvorfor jeg finder det spooky, når Smerz klipper et naivt r’n’b-omkvæd og klagende strygere ind i en basdundrende technoproduktion. Det er nok et spørgsmål om temperament, men der har siden gennembruddet i 2016 været et element af noget fremmedgørende i den norske duos lige dele skurrende og labre klublyd.
På det imødesete debutalbum ‘Believer’ tager Henriette Motzfeld og Catharina Stoltenberg misklangen og mystikken til et nyt niveau – her får deres kunstneriske ambition frit løb i et sortrandet univers, der er både kompromisløst og gennemført i sin form. I albummets videoer og coverart fortæller Smerz et slags postmodernistisk, optrevlet eventyr med romantiske kostumer og surrealistisk scenografi. Soundtracket? En lettere mareridtsagtig genrehybrid, hvor massive trancemure og amatørrap møder barokke strygere, piano og rumklangsindsvøbte operapartier.
Det er dragende og modigt og milevidt fra den minimalistiske synthbanger ‘Because’, der for fem år siden skabte hype omkring duoen. Smerz har streget kontrollen i deres ellers effektive musikalske ligning og lader strukturerne flyde på albummets 16 skæringer, som langt hen ad vejen dårligt kan kaldes sange.
Der er snarere tale om lydkunst, når ‘Gitarriff’ åbner ballet med dissonante guitarstrenge indhyllet i chimes, imens de intime vokaler på ‘Max’ uforvarende afbrydes af et tordnende trancetema. På titelnummeret etablerer Smerz en vilter, hypnotisk lydmur af skærende beats og mellemøstligt klingende strygere med et snakkesyngende omkvæd, der lyder som en kasseret TLC-demo: »Where did you go / I lost you, oh baby / is this goodbye / you’re not here to save me«.
De klassiske og elektroniske elementer spiller op imod hinanden med svingende effekt, nogle steder for bevidst at skabe fremmedgørelse, føler man, andre steder for næsten at udviske skellet imellem de to musikalske verdener. Er strygerarrangementet på ‘The Favourite’ i virkeligheden et nænsomt synthtema, og lød førnævnte tranceskylle på ‘Max’ ikke et øjeblik som et dommedagskor?
Man griber sig selv i forgæves at lede efter øjeblikke af tilgængelighed i det temmelig rodede univers, hvor sangene ikke sjældent består af flere enkeltstående musikalske forløb, som har Smerz svært ved at beslutte sig for, hvad de vil.
Ofte når man lige at føle, at man har grejet en sang – som den (tilsyneladende!) køligt flirtende ‘Glassbord’ – før den stejler og farer i en anden retning. På den anderledes henslængte ‘Rain’ gør Smerz (det, der plejede at være) deres ting; her går et dovent hiphopbeat fint i spænd med violinfilen og nordmændenes sensuelle r’n’b-vokaler, der leverer hvert et suk og støn med perfekt henkastet timing.
Kort sagt:
Smerz’ debutalbum er en lettere mareridtsagtig genrehybrid, hvor massive trancemure og amatørrap møder barokke strygere, piano og rumklangsindsvøbte operapartier. Duoens kompromisløshed og underspillede spookiness får frit løb, sine steder på bekostning af lytterens engagement.