Marvellous

Vidunderlig, pragtfuld, fantastisk. Oversættelsen af bandnavnet lægger op til det helt store – og understreger, at janteloven ikke ligger danske Marvellous synderligt på sinde. Og orkestret hygger sig bestemt også på debutalbummet med glad, festlig og energisk popmusik – i stil med Moon Gringo eller Lake Placid. Numrene pyntes med friske firser-skrig, kække håndklap og solvarme Beach Boys-kor. Med popprinsesse Mette Arhøj og ditto-prins Thomas Skydsgaard i forgrunden leverer Marvellous en omgang danse-musik uden den store dybde.

Målet synes således at være singlehitlisternes guld-tinder. For eksempel er det funkede koklokke-nummer ‘Don’t Stop’ eller det lidt mere eftertænksomme ‘Why Apologize’ tydeligvist tiltænkt P3’s sendeflade.

Men i sidste ende er det hele knap så ‘marvellous’. Musikken er simpelthen for naiv og teksterne banale. Helhedsindtrykket er for uvedkommende, konceptuelt og ligegyldigt. Det er ikke rigtigt sjovt – og man skal lytte længe efter sjæl, styrke og nerve.

Det er absolut heller ikke den store nytænkning eller originalitet, bandet præsenterer. Det ville faktisk næsten blive pinligt, hvis det ikke var for pladens anden halvdel, hvor mere melankolske numre som ‘The Way Things Are’ og ‘Something Came Down On Me’ glider bedre ned. Det burde Marvellous satse mere på end de en anelse barnagtige lytterhits.