Virkelighedens kærlighed er aldrig som på film. Sådan er det bare. Men derfor kan man jo godt sukke efter lidt mere romantik, passion og lidenskab i det kolde datinglandskab.
Det er præcis sådan nogle ting, Bbbybites efterlyser på sin seneste single ‘Take Me Hard’, hvis musikvideo vi har premiere på i dag.
»Oh so superficial / you should make me feel special«, synger det danske talent over den strygerfyldte popmusik, så man næsten mærker en afmagt overfor datinglivets glatte overflade og hurtige relationer.
»Take me hard or let me be«, lyder det simple budskab i omkvædet.
»Efter utallige snakke med venner og veninder om dating og kærlighed har jeg fået en vanvittig lyst til at tage hårdt fat i danskerne og ruske i dem (mig selv inklusiv)«, fortæller Bbybites via en pressemeddelelse: »’Take Me Hard’ er skrevet ud fra min oplevelse af, at ingen tør udvise store, intense følelser, og folk har paraderne oppe, fordi de er nervøse for at blive såret eller afvist«.
Musikvideoen er hovedsageligt fokuseret omkring en grådkvalt bilvask: Måske tårerne kommer i erkendelsen af, at kærligheden ikke er som på film? Altså; nogle gange en skuffelse uden lige.
Med i videoen er en række af Bbybites’ kolleger fra musikbranchen: Off Blooms Mette Mortensen, Goldie 6is, Josie Amadonna og Stine Kinck.