‘The Father’: Anthony Hopkins’ hjerteskærende demensportræt er hans Oscar værdig
Det var de færreste, der havde forudset, at Anthony Hopkins ville hjemtage sin anden Oscar, da de gyldne statuetter blev uddelt tilbage i slutningen af april.
Slet ikke den 83-årige waliser selv, der havde valgt at blive hjemme i Storbritannien og således måtte acceptere prisen for sin rolle som demensplaget aristokrat i ‘The Father’ in absentia i en mildt sagt kikset afslutning på årets show.
Det forløb bør dog ikke ligge ‘The Father’ til last. For Hopkins’ både gribende og frygtindgydende skildring af den svære alderdom er en af de præstationer, der minder os om, hvorfor det faktisk er værd at fejre filmkunstens største bedrifter.
I ‘The Father’ er tiden ved at løbe fra den pensionerede Anthony (Hopkins). Hans storstilede herskabslejlighed i hjertet af London er for længst vokset fra ham, men alligevel afviser han stædigt de unge hjemmehjælpere, som datteren Anne (Olivia Colman) hyrer til ham.
Derfor må hun flytte sin aldrende far hjem til sig selv, men hans svigtende hukommelse og ustyrlige temperament begynder hurtigt at volde problemer for den lille familie. Situationen bliver ikke lettere af, at Anne har fundet kærligheden i Paris og snart er nødt til at overlade Anthony i hjemmeplejens varetægt.
Det er i hvert fald, hvad vi tror. For plottets faktiske omstændigheder lader sig kun vagt antyde igennem Anthonys spaltede og skrøbelige blik. Gennem flygtige minder og forvrængede indtryk placeres vi i øjenhøjde med den senile hovedperson, så vi selv mærker forvirringen brede sig i kroppen.
Hvorfor siger Anne pludselig, at hun aldrig har haft planer om at rejse til Frankrig? Hvem er den fremmede i sofaen, der hævder at have været hendes ægtemand i mere end 10 år? Og hvis lejlighed befinder de sig overhovedet i?
Den franske instruktør Florian Zeller har baseret historien på sit skuespil af samme navn, men ‘The Father’ er langt mere end bare filmet teater. Zeller slår med ubesværet klippeteknik og nærmest thriller-lignende suspense umulige folder på tid og rum, så vi oplever, hvordan lejlighedens korridorer i bogstavelig forstand lukker sig omkring Anthony.
Malerierne forsvinder, familiemedlemmer skifter ansigt, og dagene (eller er det kun en enkelt dag?) lader til at gentage sig i endeløse repetitioner af huslige rutiner. Pludselig er trivielle objekter som et armbåndsur eller en kyllingesteg de eneste konstanter i Anthonys tilværelse, der gradvist forvitrer foran øjnene af os.
Hopkins giver en af karrierens stærkeste præstationer som den ærekære Anthony, hvis frustration kun vokser sig større, i takt med at han mister grebet om virkeligheden. Det er både skræmmende og dybt sørgeligt at se ham skifte fra jovial bedstefar til nidkær tyran på et splitsekund, mens hans fortvivlede datter blot kan se til i afmagt.
I rollen som Anne er Olivia Colman mindst lige så forrygende, når hun med nervøse trækninger og slet skjult desperation introducerer endnu en hjemmehjælper for sin utilregnelige far. Bag det anstrengte smil fornemmer man tydeligt hendes indre smerte over ikke at kunne sikre sin far den værdighed, han selv gør en dyd ud af at forsvare.
Det er således vanskeligt ikke at blive rørt af det blanke udtryk i Annes øjne, da hun for første gang indser, at hendes far ikke længere kan genkende sin egen datter.
Kritikere vil sikkert indvende, at der er tale om den slags didaktiske og patosladede præstationer, som lefler for grådlabile medlemmer i Oscar-akademiet. Men når alderdommens vrangsider skildres med et mod og en sårbarhed som i ‘The Father’, må selv den mest forstokkede seer have svært ved ikke at knibe en tåre.
Kort sagt:
’The Father’ vender vrangen på det klassiske kammerspil med et intrikat og knusende inderligt portræt af en mand, der slås for at bevare forstanden i livets efterår – med en formidabel Anthony Hopkins i en af senkarrierens glansroller.