KOMMENTAR. Årets Oscar-tilrettelæggere brød en fast tradition, da showets sidste indslag for første gang siden 1972 ikke var hovedprisen for Bedste Film.
I stedet skulle nattens show afrundes med de to hovedrollepriser, og det skyldtes sandsynligvis, at man ville slutte med et stort og rørende øjebliks hyldest til alt for tidligt afdøde Chadwick Boseman, som var storfavorit til at vinde prisen for bedste mandlige hovedrolle, der var showets finale.
Men sådan skulle det ikke gå. Overraskende gik prisen til 83-årige Anthony Hopkins, der med hæderen for sin rolle som demensramt mand i ‘The Father’ blev den ældste skuespiller til at modtage prisen nogensinde.
Og Hopkins? Han var ingensteds at finde, hverken i salen eller via videoforbindelse fra sit hjem i Wales.
Om Oscar-producerne ikke ville fravige deres princip om ‘ingen Zoom-takketaler’ (de nominerede, der ikke kunne være til stede i salen, var med via rigtige, professionelle kameraforbindelser), eller om Hopkins bare ikke orkede at deltage i nogen form for Oscar-festivitas, vides ikke.
Men faktum var, at Oscar-showet sluttede så fladt, som det overhovedet kunne, med udråbelsen af Hopkins og en speakerstemme, der erklærede, at de skulle hilse fra den aldrende skuespiller og sige tak. The End.
Ensemble vs. altoverskyggende hovedperson
Chadwick Bosemans nederlag var utvivlsomt et chok for mange, efter han har vundet en lang række af de priser, man kigger på som forløbere til Oscar. Og de amerikanske medier er allerede spækket med beklagelser over, at den hvide mand igen slog den sorte i en uddeling, hvor en kinesisk-amerikansk kvinde vandt hovedpriserne for Bedste Film og Instruktør, mens en sort (Daniel Kaluuya) og en koreaner (Youn Yuh-jung) vandt birollepriserne.
Repræsentationen af ikke-hvide vindere i de centrale hovedkategorier, der afspejler, hvem historierne hyppigst roterer omkring, har historisk set været pinlig. Den seneste ikke-hvide vinder var Forest Whitaker for ‘The Last King of Scotland’ helt tilbage i 2006.
Men der findes nu andre udmærkede forklaringer på Hopkins’ anden hovedrolle-Oscar (den første var for ‘The Silence of the Lambs’ i 1992) end underliggende race-bias.
Én af dem er, at Hopkins’ rolle i ‘The Father’ er langt større end Bosemans i ‘Ma Rainey’s Black Bottom’. Hopkins er filmen om et demensramt sind, det er ham, enhver scene roterer omkring.
Boseman er en del af et ensemble i filmen om en særlig jazzindspilning, og det er dybest set bizart, at Daniel Kaluuya kategoriseres som en birolle for sin rolle som messiasdelen i ‘Judas and the Black Messiah’, mens Boseman er en hovedrolle for sin præstation som ærgerrig trompetist, der dels deler skærmtid med resten af bandet, dels med Viola Davis som Ma Rainey.
For det andet er akademiet tydeligvis mere begejstret for ‘The Father’ end ‘Ma Rainey’s Black Bottom’. Førstnævnte var således også nomineret for Bedste Film og vandt endda for bedste filmatisering, mens sidstnævnte ikke klarede cuttet i hovedkategorien. Man er utvivlsomt mere tilbøjelig til at stemme på skuespillere i film, man særligt godt kan lide.
En værdig vinder
Det kan lyde kynisk, men det er ikke desto mindre nok sandt, at Chadwick Bosemans præstation har fået endnu mere ros og fokus, fordi han gik tragisk bort alt for tidligt, end den ellers ville have gjort.
Men i den afdeling har Hopkins nu også haft velvijle som aldrende skuespillerlegende, der sandsynligvis ikke har mange så store og gode roller tilbage i sin glorværdige karriere.
For egen regning må jeg også sige – og det lader til, at en stor del af Oscar-akademiet har været enige – at det er svært at argumentere for, at Boseman outmatcher Hopkins, hvis man skal holde de to præstationer op mod hinanden.
Boseman brænder igennem, og hans nerve får ekstra vægt, når man ved, at han har været kræftsyg under indspilningerne. Det er en imponerende og mindeværdig præstation, men den lider også en smule under det, der er svagheden i ‘Ma Rainey’s Black Bottom’ som sådan: Teatralskheden.
Pudsigt nok er både den og ‘The Father’ filmatiseringer af teaterstykker, men mens ‘The Father’ en filmisk elegant skildring af et sind i opløsning, har man hele tiden teaterelementet i baghovedet, når man ser ‘Ma Rainey’s Black Bottom’. Filmen har et lidt stift og overtydeligt udtryk, der også mærkes i spillet.
Anthony Hopkins leverer en absolut masterclass som Anthony, bevæger sig subtilt fra arrigskab til resignation på få øjeblikke. Og man kunne på ingen måde forestille sig ‘The Father’ få den succes, der er blevet filmen til del, uden ham. Heroverfor er Chadwick Boseman ikke en nær så uundværlig del af ‘Ma Rainey’s samlede indtryk.
Anthony Hopkins vandt også den britiske BAFTA for præstationen, og mens mange troede, at han der blot drog nytte af hjemmebanefordelen, er virkeligheden sådan, at en større og større del af Oscar-akademiet faktisk kommer fra de britiske øer. Der er et væsentligt overlap.
Vi skal selvfølgelig turde konfrontere Oscars mangel på mangfoldighed og blindspots head-on, men man skal heller ikke skære alle priser ud gennem racespørgsmålets prisme, for nogle gange er forklaringerne blot mere nuancerede end det.
Og selvom man sagtens kunne have set det smukke i en posthum Oscar til en mand, som aldrig får en chance igen og dermed havde været skrevet ind i filmhistoriens annaler med en pris i nat, må man også blot slå fast, at der intet for alvor uretfærdigt er i Hopkins’ pris.
Han er en mere end værdig Oscar-vinder.