The Cardigans

Det nye Cardigans album begynder med en monoton, nøgen trommerytme og ordene “You’re losing a friend”. Efter at have været bonkammerat med bandets sidste plade, er det en klar udmelding, men heldigvis er gruppen stadig genkendelig på de gode toner.

Det nye udspil er anderledes end forgængeren på godt og ondt. Guitarerne spræller mere og Nina Persson giver den i højere grad som selvbevidst rockbitch end traurig nymfe.

Med 11 år på bagen er Cardigans erfarne nok, til at kunne skrue effektive popsange sammen ved siden af deres familieliv, men intimiteten og bandets personlighed fortaber sig lidt, når der – som nu – arbejdes professionelt og ikke længere er tid til studiekriser. Hvor forrige album var ganske helstøbt, stritter de nye sange mere i forskellige retninger, uden dog på nogle måde at blive radikalt eksperimenterende.

Selv om førstesinglen, med dens herlige titel ‘I need some wine and you, you need to be nicer’ er et træfsikkert pletskud med Amors poppil, er Nina Persson ikke i sit rette element som rocket pop-sangerinde. Det bliver en lidt tilstræbt aggressiv attitude, der ender et sted imellem Shirley Manson og Sheryl Crow. Og så alligevel. Måske kræver det blot tilvænning for gammelromantikere, der elsker Persson for hendes kvaliteter i det mere sarte og naive element?

Der hersker dog ingen tvivl om, at tilbagevendte producer Tore Johannsson sammen med bandet har produceret et flot album med et popmæssig punch. Perssons tekster er igen stærke, som i den personlige ‘Don’t blame your Daughther (Diamond)’, og hun formår stadig at trumfe adskillige sange med de lækreste klimakser, som i sangen ‘Godspell’s afsluttende: “We wait, we wait, we wait…Hallelujah!” Uanset hvad må man give The Cardigans ros for igen at forsøge at udvikle deres lyd, og de er stadig garanter for en rar stund.