Daenerys Targaryen og barbaren Khal Drogos langsomt udviklende romance blev en klar favorit i løbet af første sæson ‘Game of Thrones’ trods deres mildest talt turbulente start, mens det den dag i dag diskuteres, om den indledende voldtægtsscene kan forsvares.
At de to skuespillere bag, Emilia Clarke og Jason Momoa, kun har varme følelser for hinanden, fik man dog bekræftet gange hundrede her i weekenden, hvor de havde en lille reunion til fødselsdagsfest hos den ene skaber af ‘Game of Thrones’, David Benioff.
Begge skuespillere delte billeder på Instagram, hvor deres smil ikke kunne være større, og på Clarkes billede løfter Momoa kollegaen, hvorfor dragemoder-skuespilleren skrev i følgeteksten: »Når din sol og stjerner ruller ind i byen, tester du, om han stadig kan lave bænkpress med Khaleesi«.
Mens Momoa på sin Instagram skrev: »MIT LIVS MÅNE. du er vidunderlig elsker dig for altid«.
Okay okay, det er ikke breaking news, mens verden står i brand. Men det er da cute.