Princess Superstar
I et land som Danmark, hvor janteloven er det mest danske, vi kan komme på, er det ikke det bedste udgangspunkt at introducere sig selv som Princess Superstar. Det giver den gennemsnitlige dansker lyst til at pille hendes overdimensionerede selvtillid fra hinanden. Hvem tror hun egentlig hun er?! Eminem??
Faktisk er det ironiske spørgsmål ikke helt ved siden af virkeligheden, eftersom hun er blevet udnævnt som det kvindelige svar på rap-stjernen.
New Yorkeren Princess Superstar har tidligere udgivet to album, bl.a. i samarbejde Cypress Hill og Kool Keith. I 2003 kom det kommercielle gennembrud, da samarbejdet med selveste Moby på nummeret ‘Jam for the Ladies’ blev udgivet. Det blev starten på prinsessens mere elektroniske lyd.
På sit nye album har Superstar ikke glemt sine hiphoprødder, men de er blevet undertoner på et meget varieret electro clash-album, hvis lyd har elementer fra så forskellige navne som Kool Keith, Bran Van 3000 og Miss Kittin. Trods albummets store variation formår den energiske prinsesse i form af sin pjattede og diskante vokal og rockede electro-kant at skabe en rød tråd albummet igennem. Især titelnummeret ‘My Machine’ samt det Daft Punk-inspirerede ‘Artery’ skiller sig positivt ud.
Albummet er intelligent storytelling, fortalt i skiftevis rap og sang. Men på spørgsmålet om Princess Superstar er Eminem, er svaret nej – hun er superstjerne i sit eget lydunivers.