Så gik den ikke længere, ‘Druk’.
Når vinderen af Nordisk Råds Filmpris skal findes senere i år, bliver det mod visse forventninger ikke Thomas Vinterbergs Oscar-vindende drama, der skal repræsentere Danmark, men derimod instruktør Jonas Poher Rasmussens stærkt anmelderroste ‘Flugt’, der netop nu kan ses i biografen.
‘Flugt’ er noget så særligt som en animeret dokumentarfilm, der følger afghanske Amin forud for brylluppet med hans danske kæreste, Kasper. Amin går imidlertid rundt med en barsk hemmelighed, og i filmen løfter han for første gang sløret for voldsomme begivenheder fra fortiden.
Ved biografpremieren fik ‘Flugt’ flotte seks stjerner af Soundvenues filmredaktør, og den skal nu dyste mod den finske ‘Any Day Now’ (‘Ensilumi’), islandske ‘Alma’, norske ‘Gunda’ og svenske ‘Tigers’.
Siden den første uddeling i 2002 er Nordisk Råds Filmpris blevet en af Nordens mest prestigiøse, ikke mindst idet vinderfilmen belønnes med hele 300.000 kroner, der deles mellem instruktør, manuskriptforfatter og producent.
Forrige år tilfaldt æren danske May el-Toukhys ‘Dronningen’, og skønt Vinterberg altså ikke er nomineret i år, kan instruktøren trods alt varme sig ved, at han tidligere er løbet med prisen for både ‘Jagten’ (2013) og ‘Submarino’ (2010).
De nominerede film indstilles af nationale juryer, hvoraf den danske i år består af lektor Heidi Hilarius-Kalkau Philipsen fra Syddansk Universitet, filminstruktør Amalie Næsby Fick samt førnævnte filmredaktør Jacob Ludvigsen fra Soundvenue.
Vinderen af Nordisk Råds Filmpris kåres 2. november.
Som optakt vil de fem film blive vist ved et nordisk filmevent i Grand-biografen i København den 30. og 31. oktober.