Mumford & Sons – bredt appellerende skabelonsband
Det var et yderst tålmodigt og taknemmeligt publikum, der fyldte den for længst udsolgte Falconer Salen på Frederiksberg mandag aften. Intet kunne tirre dem i deres venten på aftenens hovednavn – hverken salens lumre hede, dunsten af koncertpopcorn eller det faktum, at Marcus Mumford og hans kompagnoner først entrerede scenen, da klokken nærmede sig 22.
Halvanden time senere kunne man så se tilbage på, hvad der havde været en forholdsvis forudsigelig koncert i samme rutineprægede stil som den skabelon, der tegner briternes to plader.
Den nye ’I Will Wait’ udgjorde begyndelsen på den evindelige, klimatisk opbyggende struktur, som gentog sig på godt og vel samtlige af koncertens numre: Et indledende vers med Mumfords vokal og småstrummen på en åbenstemt akustisk guitar, et næste vers med flerstemmig vokal og stortromme – stående ved Mumfords fod – og så til sidst eskalationen i omkvædet med banjo, gulvbas og storladne blæserarrangementer fra den anonyme trio bag firkløveret forrest på scenen.
Læs anmeldelse: Mumford & Sons ‘Babel’
Opskriften virkede tilsyneladende, og det ekstatiske publikum labbede det i sig. Men når intentionen med hver enkelt sang er klimaks og eufori, bliver det trættende i længden.
Til tider virkede det endda også som om, at især frontmand Marcus fandt det kedeligt på fjerde år at skulle synge enstonige sange som ’White Blank Page’ og ’Timshel’, der begge blev hastet af sted. Vi manglede opbrud i konstruktionen, vi manglede overraskelsesmomentet.
Halvvejs inde i koncerten kom der lidt fra den kant. Marcus Mumford satte sig bag det sjældent anvendte trommesæt og igangsatte i dyster desperation en spøgelsesuhyggelig udgave af ’Thistle & Weeds’, som udviklede sig til et tordenvejr af et lysshow. Netop det visuelle i form af en kæde af lyspærer, der hang over publikum og helt ind over scenen, gav intimitet til deres optræden.
Og efter den kraftpræstation så Mumford & Sons sig ikke tilbage. ’Awake My Soul’ blev aftenens bedste vokalpræstation, fordi man pludselig kunne spore en tiltrængt løssluppenhed i harmonien hos musikerne på scenen, der nu også formåede at komme ud over scenekanten.
Læs også: 15 koncerter du skal opleve i april
Provokerende opfordrede frotmanden de siddende balkonister til at rejse sig: »If this was a dance competition, you would lose. But there’s still time«, lød det hæst, inden ‘Roll Away Your Stone’ rent faktisk gav koncerten et berettiget klimaks.
Ekstranumrene faldt desværre i kadence, og det ellers forventelige højdepunkt ’The Cave’ blev leveret forhastet og uden nerve, før begge opvarmningsbands pludselig tredoblede antallet af musikere på scenen og henviste os til ’The Last Waltz’-filmen med et lidt for legesygt cover af The Band-klassikeren ’The Weight’.
Mumford & Sons har en bredt appellerende og simpel sangskrivningsfigur, men koncertmæssigt mangler de stadig mere variation i skabelonen.
