Mumford & Sons

Mumford & Sons fortsætter ufortrødent, hvor de slap på deres debutplade og giver endnu engang kunstigt åndedræt til den slags folk, der havde sin storhedstid for lang tid siden.

Titelnummeret sætter det hele i gang med en opbygning, som der sværges til på resten af pladen. En stille start følges af guitar, en karakteristisk gungrende stortromme, der presser sangen fremad, og ikke mindst den altoverskyggende og iørefaldende banjo.

Vokalharmonierne er stadig smukke som bare pokker, og Marcus Mumfords hæse vokal er bestemt ikke blevet ringere siden debuten. Numre som ‘I Will Wait‘ og ‘Hopeless Wanderer‘ giver glimt af englændernes kunnen, men qua den stive opbygning forbliver helhedsindtrykket meget statisk. Man savner simpelthen mere variation og nytænkning i den musikalske opskrift.

Når sangstruktur endelig brydes, fungerer det virkelig for englænderne. Som på et af de stærkeste numre, ‘Ghost That We Knew’, en smuk, mere tilbagelænet og rolig sjæler krydret med en fantastisk vokalpræstation. Banjoen slipper man dog stadig ikke for.

Læs anmeldelse: Mumford & Sons ‘Sigh No More’

Og netop banjoen er et bærende element og får i den grad sin revival på kvartettens andet album. Det tager til tider meget fokus fra kompositionerne, bliver et irritationsmoment, og når den sidste akkord ringer ud, er ens banjo-tærskel virkelig overskredet.

Mumford og hans kumpaner formår at give folken en folkelig appel, men pladen er i bund og grund en mindre vellykket udgave af den formel, der herskede på debuten ‘Sigh No More’.