Mumford & Sons

Det plejer hedde sig, at ‘the  blues’ er noget, man er født med. Timevis af øvelse kan smides i skraldespanden, hvis ikke bluesens sjæl rumsterer i hjertet.  Det gælder egentlig for den amerikanske rootsmusik som helhed.  De unge nykommere Mumford & Sons fra London vil spille americana med banjo, tilstræbt amerikansk accent, sangtitler indeholdende støv og ukrudt, men det lyder mere som om, de nyder en english breakfast hos svigerforældrene i weekenden, end som at de børster tænderne i whiskey og tumler rundt på kant med loven.

Dermed ikke sagt at der ikke kan komme noget godt ud af det. Med en solid selvdistance har de undervurderede englændere i The Broken Family Band krænget det ene fine album efter det andet ud af ærmet. Sagen er, at ‘Sigh No More’ er en kompetent debut med en portion hæderlige sange og enkelte få, der er fantastiske. De stunder opstår, når bandet skyder ved siden af, og nærmest ved et lykkeligt uheld støder på en åre af den britiske folk-tradition, som de delvis gør på ‘Little Lion Man’, og som i særdelshed falder smukt ud på albummets uomtvisteligt bedste nummer ‘Winter Winds’.

Titelnummeret illustrerer til gengæld fint, hvorfor resultatet oftest føles småkedeligt, for med sine vokalharmonier og skikkelige komposition er det såmænd en udmærket sang, men grundlæggende snuser gruppen her lidt for langt op i bagen på Fleet Foxes. Middelmådigt, så det forslår.