Trods forhindringer var Tessas K.B. Hallen-koncert en magtdemonstration i euforisk fællesskabsfølelse
4. juni 1964 var min morfar i K.B. Hallen for at se The Beatles. Han kunne ikke høre en skid på grund af skrigende teenagepiger.
Det skyldtes selvfølgelig, at K.B. Hallen dengang ikke havde lydudstyr, der var udrustet til at overdøve en så insisterende fanskare som den, The Beatles havde. Men her stod jeg, 57 år senere, ligeledes i K.B. Hallen, hvor jeg måtte erkende, at selv med over et halvt århundredes teknologisk udvikling, havde Tessa opbygget en fanskare, der kunne overdøve ethvert lydanlæg.
Tessa kunne dårligt åbne munden, uden at det resulterede i jubel – især i starten af koncerten, hvor folk omkring mig havde svært ved at kapere, at de endelig stod til en Tessa-koncert. De havde virkelig taget hendes persona, hendes empowerment-meddelelser og hendes tekster til sig. Det var stort at bevidne, hvordan der på de forreste rækker blev rappet med på noget nær alle linjer, ofte så højlydt, at Tessa selv var i fare for at drukne i det.
Tessa formåede dog at udnytte begejstringen til sin egen fordel. Under åbningsnummeret ‘Okay’ overlod hun tit sine punchlines til publikum, så det endte med at føles som en dynamisk interaktion mellem kunstner og fans.
Inden afslutningsnummeret ‘Ben’ for alvor gik i gang, lod hun publikum rappe hele første vers og omkvæd a capella – hvilket ikke blot var en magtdemonstration, der understregede, hvor mindeværdige hendes tekster er, men også endnu et eksempel på en stund, hvor koncerten føltes enormt samlende.
Tessa var generelt rigtig god til at skabe en fællesskabsfølelse i salen. Mellem sangene sørgede hun for at kalde alle i salen for boss bitches og Sjakalinas.
Når hun rappede om, hvor sej hun er, inviterede hun til, at vi som publikum skulle se os selv i sangene. Hun viste også oprigtig taknemmelighed over for sine fans, når hun jævnligt fortalte, hvor meget det betød for hende at stå på scenen, og at hun skylder alt til sine fans.
Den imponerende opbakning ville selvfølgelig ikke betyde det store, hvis ikke Tessa leverede en god performance, og det gjorde hun. Hun blev opdaget ved, at hun mimede til Nicki Minaj-sange, og netop mimikken stod virkelig stærkt. Der var altid en overbevisende attitude i hendes ansigtsudtryk.
Showet bød også på godt med pyroteknik, der især understøttede de mere slagkraftige tracks – noget af det første, publikum blev mødt af, var endda to store brændende vinger (ligesom dem Tessa har tatoveret), der hang hen over scenen.
Hun havde også en gruppe dansere med – en lidt udfordrende ingrediens at integrere i en hiphopkoncert, men deres koreografi var både attituderig nok til at hæve stemningen på ‘Sjakalina’ og sensuel nok til at løfte ‘Hello Kitty’ til et nyt niveau. Dansetruppen passede dog ikke altid lige gnidningsfrit ind – på ‘Blæstegnen’ endte de med at føles mere som distraktioner end som et smagsgivende krydderi.
Som det hører sig til med en koncert på denne skala, var der selvfølgelig også inviteret gæster med på scenen:
En knivskarp, energisk Karen Mukupa hoppede forbi på ‘Til banken’, Burhan G gav en optræden af den knap så nærværende slags under ‘Luftkys’, og Jesper Livid stod for en rutinevisit under ‘Set mer’.
Den spritnye rapkomet Alberto besøgte koncerten under det endnu uudgivne nummer ‘Columbiano’ – og selvom han virkede charmerende nok på scenen, druknede vokalen desværre så meget i bassen, at jeg ikke kan fortælle, om han gjorde det godt.
Gæsterne formåede ikke at løfte koncerten til et nyt niveau, og man længtes forgæves efter at se Suspekt eller Clara lægge vejen forbi.
Gæsteparaden var dog ikke koncertens eneste problem. Tessa gjorde plads til et kostumeskift midt i koncerten, alt imens hendes dj kørte et potpourri af Nicki Minaj-hits. Jeg ved godt, at Tessa er dedikeret Nicki-fan, men dette stunt satte en solid stopklods for koncertens momentum, og der skulle efterfølgende arbejdes hårdt for at få genopbygget en egentlig feststemning igen.
Og så var de rappende fans altså ikke den eneste forhindring for at høre Tessas vokal. Selv under de uudgivne tracks var det til tider svært at høre hendes linjer, fordi hendes mikrofon var placeret for lavt i forhold til beatet.
Tessa var afgjort lige så ben på scenen, som hendes store hit antyder. Og i de bedste øjeblikke stod det klart, hvorfor Tessa er blevet en sværvægter i dansk hiphop. Der var dog desværre også en håndfuld steder, hvor Tessa-sangtitlen, der bedst opsummerede situationen, var ‘Okay’.
Kort sagt:
Tessas vokal var ofte for lav i lydbilledet, og halvvejs igennem blev koncertens momentum totalt afbrudt af en malplaceret Nicki Minaj-medley – men når Tessas K.B. Hallen-koncert var bedst, markerede hun sig som en samlende skikkelse, der fortjener sin mastodontstatus på det danske hiphoplandkort.