Eskil Vogts ’De uskyldige’ var med sin isnende uhyggelige gyser om børn med overnaturlige kræfter en af de mest omtalte film på årets Cannes-festival.
Filmen udforsker det barnlige følelsesspektrum gennem fire ungers eksperimenterende og grænsesøgende leg. Fortællingen udspiller sig i den norske sommer i et helt almindeligt boligkompleks, som på grund af ferien er næsten tomt for liv. Her finder fire børn sammen, og i den nærliggende skov åbner der sig en verden af magisk leg mellem dem, da de får øjnene op for hinandens mystiske evner.
Og det, der starter som nysgerrig leg, udvikler sig til en kamp om liv og død.
Norske Eskil Vogt debuterede som instruktør i 2014 med filmen ’Blind’ om den blinde kvinde Ingrid, der forsøger at holde liv i sin visuelle forestillingsevne.
Inden da var han kendt som fast manuskriptpartner for Joachim Trier på film som ’Reprise’, ’Oslo 31. august’ og ’Thelma’, hvoraf sidstnævnte også afsøgte de overnaturlige kræfter i skildringen af en ung kvinde med evner, der ikke lader sig forklare eller kontrollere.
Selvom ’De uskyldige’ er meget anderledes end ’Blind’, er der en sjælden sanselighed i børnenes prøvende tilgang til verden, som minder om den blinde kvindes nye tilegnelse af verden.
Og det var faktisk også netop i arbejdet med ’Blind’, at nordmanden fandt glæden i at orkestrere publikums følelser og fik smag for at manipulere med fantasi og virkelighed, fortæller han, da vi møder ham i København i forbindelse med CPH PIX-festivalen op til den danske premiere 18. november.
»Man kan lettere slippe hverdagsrealismen og bringe eventyret ind, og det kan handle om de dybe og menneskelige ting, som vi ikke snakker så meget om, men som vi alle gennemgår. De nærmest filosofisk grundlæggende ting ved det at være menneske. Og samtidig giver genren gode muligheder for at lave filmiske scener som instruktør«, siger han om, hvorfor han nu har kastet sig fuldtonet over horrorgenren.
Vil rive i hjertet
Eskil Vogts kærlighed for det, Hitchcock ville kalde ren film, som blot er en sekvens af billeder, er til at spore i ’De uskyldige’. Men også den Bergman’ske tilgang, hvor de stærke følelser udspiller sig gennem et ansigt, er meget effektive, mener instruktøren.
Hans nye film er da også spækket med smukke billeder, som dirrer af sansning og spænding i en nærmest foruroligende rolig kameraføring. Og vi kommer tit helt tæt på de følende og søgende barneansigter.
Med den ulmende uhygge kan man hurtigt komme til at frygte for, hvad man skal være vidne til under filmen. Og instruktøren kender godt til fornemmelsen af at føle sig fanget i en gyser og at blive i tvivl om, hvorfor man frivilligt har placeret sig i biografmørket.
Men han vil gerne fortælle historier, der river i hjertet. Og han funderer over, om lysten til at udsætte karakterer for alskens ubehageligheder er noget, der særligt knytter sig til historiefortællere.
»Sommetider tænker jeg, om jeg er sadist. Og så tænker jeg, om ikke alle historiefortællere er sadister. For det handler jo om at skabe karakterer, som folk kan lide, og så plage dem. Ellers er der jo ingen historie. Der skal ske farlige ting med de fiktive karakterer, og publikum skal føle, når de går hjem, at det er ægte. Og så er man vel en slags sadist«, siger han.
»Hvis historier bliver helt ufarlige, bliver de hurtigt glemt«.
Født som egoistiske sociopater
Eskil Vogt har været omhyggelig med, at der er en god grund til, at det er netop børn, der er i centrum for hans film.
Han bryder sig nemlig ikke om, når eksempelvis krimier bruger et voldtaget eller dræbt barn som motor i en fortælling blot for forargelsens skyld – og uden nogen dybere tematik.
»Den måde at ofre børn på synes jeg er moralsk forkastelig historiefortælling«, siger han. Hans egen vinkel udspringer af en interesse for større filosofiske spørgsmål.
»Hvad er ondskab? Findes ondskab? Er vi alle gode eller onde, og hvordan udvikler vi moral? Vi har alle trådt på en regnorm eller ødelagt en myretue uden at tænke på, at vi ødelagde en hel civilisation. Hvorfor gør vi egentlig det?«, spørger han.
»Jeg tror, der er flere svar på spørgsmålet. Et af dem er, at børn jo er magtesløse. De bestemmer så lidt i deres eget liv, så det er forståeligt, at de lader det gå ud over andre. De har lyst til at føle, at de trods alt har en form for magt. Men jeg tror også, det handler om, at børn eksperimenterer for at finde ud af, hvordan verden fungerer. Vi skal udvikle vores egen moral – vi kan ikke bare blive ved med at afholde os fra ting, som vores mor engang sagde, at vi ikke må«.
Og der vil altid være dem, der skal længere ud, før de føler samvittigheden nage. I ’De uskyldige’ bevæger børnene sig i grænselandet mellem godt og ondt, nysgerrighed og fatalitet, og man fornemmer hurtigt, at særligt ét barn må gå langt i eksperimenterne for at nå sin egen grænse.
»Det var vigtigt for mig, at man hele tiden bliver mindet om, at selv det barn, der bliver det farligste, blot er et barn. Og at han også er offer for sine omstændigheder og for kræfter, som han ikke burde have«.
»Alle børn i filmen har jo både godt og ondt i sig. Børn udvikler empati i forskellige rytmer på forskellige tidspunkter. Det er derfor, det er interessant at se et barn gøre noget ondt, fordi det er vanskeligt at afskrive det som ondt. Hvis en voksen mand gjorde det samme, så ville det stå klart. Men børn er jo ikke farlige, og juridisk set er de uskyldige, for de er ikke ansvarlige for deres egne handlinger«.
Og den uskyld var vigtig for Eskil Vogt at bevare. Han skulle absolut ikke havne i noget, der kunne minde om evil-child-subgenren, hvor børn entydigt skildres som onde, dæmoniske skabninger. At bruge barnet som et klassisk gyserobjekt var slet ikke interessant.
»Det føler jeg ikke har noget som helst med min film at gøre. Det interesserer mig ikke, for jeg tror ikke på, at onde børn findes. Og jeg ville jo ikke se børnene udefra – jeg ville være sammen med dem«.
Men hvorfor lige børneuniverset?
»Børn er så impulsive, og deres følelser forandrer sig så hurtigt. De kan gå fra at have det helt fint til at skrige, fordi de føler sig krænket. Det er den omskiftelighed, der gør dem fascinerende, men også farlige, fordi de mangler impulskontrol. Pludselig får de en idé, og så handler de på den uden at tænke på konsekvenserne«.
»Sindet hos børn er vanskeligt at takle, for der er så mange negative følelser, man har lyst til at slå ned på. Men det er også meget at forvente af børn, at de skal holde følelserne i kontrol«.
Fødes vi gode eller onde, tror du?
»Hverken eller. Men jeg tror næsten mere på, at vi bliver født som egoistiske sociopater, som ikke har noget begreb om følelser, end på klichéen om, at børn fødes som rene engle, og at samfundet ødelægger dem. Det kan jo tage os lang tid at forstå, at andre også har følelser. Vi er sikkert født med anlæg for empati og med mange muligheder for at være gode, men også det modsatte«.
Kontroversiel etnicitet
I ’De uskyldige’ er det barn, Ben, der ender med at blive det farligste, mørk i huden. I en filmbranche, hvor der er øget fokus på misrepræsentation og negative stereotyper, vil rollefordelingen sandsynligvis pådrage sig opmærksomhed.
Men for Eskil Vogt var etnicitet ikke et emne. Det centrale var udelukkende at finde de bedste skuespillere, hvorfor han afholdt en åben casting. Han ønskede ikke at udelukke hverken køn eller etnicitet. Filmen ville ikke fungere, hvis ikke hvert af de fire børn var helt exceptionelt, og derfor var det vigtigt ikke at afskrive nogen:
»Sam Ashraf bringer en menneskelighed og sårbarhed til rollen, som netop gør, at man ikke blot oplever ham som ond«, forklarer han om skuespillervalget.
Eskil tvivler dog på, at han havde turdet tage valget, hvis alle de øvrige børn var hvide. Det er dog ikke tilfældet, og den nuance skaber et mere komplekst billede.
»Alle familierne har jo svagheder og forskellige grader af omsorgssvigt. Og det vigtigste var at være på børnenes side. Jeg føler ikke, at etniciteten er definerende for, hvordan de opfører sig i Bens hjem. Det er ikke det, filmen ønsker at sige. Men man kan jo aldrig kontrollere, hvad folk læser ind i en film«.
At vække barndommens minder
Det er de følelser i barndommen, som transcenderer køn og etnicitet, Eskil Vogt ønsker at skildre i ’De uskyldige’. Han vil fremkalde følelsen af at være lille i en stor verden og skabe billeder, der indkapsler, hvordan børn ser og oplever verden omkring dem.
»Det var interessant at finde frem til, hvordan man bærer sig ad med det filmisk. Hvordan vækker man den følelse? Når man er barn, bruger man fingrene til at se verden. Det er det sanselige, der er på spil. Så vi arbejdede meget med nærbilleder, som ikke nødvendigvis fortæller historien, men indfanger de taktile og sanselige oplevelser, som man selv har erfaret som barn«.
»Og så snart det minde vækkes, så er man mere i filmen. Så begynder man at forbinde sig selv og sin barndomsfølelse med filmen. Det var rigtigt vigtigt for mig, at de følelser kom med. Og så derefter drage tilskueren ind i det mere uhyggelige og skumle«.
I filmen er de voksne afskåret fra den magiske og farlige verden, børnene begår sig i. Derfor lægger forældrene også regler for deres børn, som får fatale konsekvenser. Børnene er underlagt forældrenes logiske perspektiv, og de må derfor finde tilflugtssteder, hvor ingen kigger dem over skuldrene.
»Børn er jo i deres forældres magt, og som barn kan man føle sig fanget i sit eget hjem. Når man er hjemme, er man overvåget. I skoven er der ingen, der følger med. Der er man helt fri til at lege og eksperimentere. Så tager man hjem og spiser aftensmad, og så er der en hel verden derude, som man ikke snakker om hjemme«, siger Eskil Vogt.
Forældrene opfatter børnenes fortællinger som fantasifulde lege, når de indvies i det magiske univers. For eksempel deler Ida sin første overnaturlige oplevelse med familien under middagen, hvortil faren med et smil på læben spørger, om det mon var magi. Og Aisha fortæller sin mor, at hun snakker med nogen, som ikke er her. Eskil Vogt genkender den barriere fra egne oplevelser:
»Det er jo vanskeligt at møde børn med fuld alvor, når de fortæller om sådanne oplevelser. Eller at være der lige i det øjeblik, de har lysten til at fortælle om det«.
»Det er spændende at tænke på, at vi måske alle har levet i en anden verden som børn, som sikkert var lidt mere magisk. Og så har vi langsomt lukket verden mere og mere og gjort den mindre. Verden bliver jo mere tryg, når vi forestiller os, at vi ved, hvordan alt fungerer«.
’De uskyldige’ kan ses i biografen.